Stop for polske chauffører til 2009

Chauffører fra Polen og Ungarn må fortsat ikke køre med gods internt i Danmark. Færdselsstyrelsen har forlænget forbuddet mod chauffører fra Østeuropa. 3F håber at politiet har fanget budskabet.

Færdselsstyrelsen har vedtaget at forlænge forbuddet mod, at chauffører fra Polen og Ungarn kører med varer internt mellem danske destinationer og kunder.
Den slags kørsel kaldes cabotage-kørsel og er forbudt indtil 1. maj 2009.  (Arkivfoto)Færdselsstyrelsen har vedtaget at forlænge forbuddet mod, at chauffører fra Polen og Ungarn kører med varer internt mellem danske destinationer og kunder. Den slags kørsel kaldes cabotage-kørsel og er forbudt indtil 1. maj 2009. (Arkivfoto)

Polske Woiciech og ungarske Janos må fortsat ikke udføre deres erhverv som chauffører ved at køre med gods internt i Danmark.

Det står klart efter, at Færdsstyrelsen har vedtaget at forlænge forbuddet mod, at chauffører fra Polen og Ungarn kører med varer internt mellem danske destinationer og kunder.

Den slags kørsel kaldes cabotage-kørsel og er forbudt indtil 1. maj 2009. Herefter er der fri bane og fuldstændig liberalisering mellem de gamle EU-lande og de ti lande, der blev optaget i EU i 2004.

Færdselsstyrelsen sendte for nylig spørgsmålet om, hvorvidt cabotage-kørsel med polske og ungarske chauffører skulle tillades fra 2007 til høring.

Det vakte stor glæde hos arbejdsgiverne i blandt andet HTS, hvorimod 3F's Transportgruppe kraftigt advarede mod konsekvenserne i form af dumping-lønninger og udnyttelse af østeuropæiske chauffører.

En stakket frist

På den baggrund er 3F's Transportgruppe tilfreds med, at Færdselsstyrelsen har forlænget forbuddet mod polske og ungarske chauffører i lighed med det forbud, der gælder for de andre østeuropæiske lande.

- Det giver en frist til 2009. Det er en stakket frist, men jeg håber, at politiet og andre myndigheder har fanget meldingen fra Færdselsstyrelsen og skærper kontrollen med brud på reglerne, siger Jørgen Aarestrup Jensen, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.

Han opfordrer politiet til at øge kontrollen med, om chauffører fra Østeuropa bryder reglerne. Det kan for eksempel ske, når der alligevel er tungtvognskontrol.