Minister holder chauffører ude igen

Transport: Ny tysk-dansk kommission skal sikre bedre samarbejde om transport. Transportminister Hans Christian Schmidt (V) har inviteret DI og erhvervsfolk med i arbejdet. 3F og chaufførerne holdes ude.

Bedre transport over grænsen. Det skal ny kommission diskutere. Men 3F og chaufførerne er ikke inviteret med.Bedre transport over grænsen. Det skal ny kommission diskutere. Men 3F og chaufførerne er ikke inviteret med.

Hvad skal der gøres, hvis vi skal have bedre transport over grænsen? Den slags spørgsmål skal en ny kommission svare på.

Den består af 12 tyske og danske medlemmer. Transportminister Hans Christian Schmidt (V) kaldte arbejdet vigtigt, da kommissionen blev præsenteret tirsdag, og han lægger vægt på, at både Region Syddanmark og erhvervslivet kommer direkte med i arbejdet.

Men der er ikke plads til chauffører og deres fagforbund. Og det har vakt vrede.

3F: Frustrerende

Jan Villadsen, der er formand for 3F's Transportgruppe, frygter, at løndumping, ulovlig transport, ledige danske chauffører og milliarder i mistet velfærd ikke bliver taget med, selv om det er vigtige emner, når det gælder transport.

- Det er frustrerende, at vi bliver holdt udenfor. Jeg er bange for, hvad der sker, når det kun er arbejdsgivere, ministeren vil høre på. I Sydjylland har vognmændene et stort ønske om, at lønnen skal presses ned. Og mange af dem har allerede flaget lastbiler og job ud til Tyskland, siger Jan Villadsen.

Han undrer sig over, at der satses åbenlyst på toparts-aftaler udenom for eksempel 3F. Og Jan Villadsen efterlyser det brede samarbejde, som tidligere regeringer lagde vægt på.

Tavs minister

Det har, trods flere henvendelser til transportministeren, ikke været muligt at få en forklaring på, at chaufførerne og 3F bliver holdt ude af den ny kommission.

Men det er ikke første gang, 3F føler sig kørt ud på sidelinjen af transportministeren. I forrige uge kom ministeren på banen med en melding om, at nye forbud skal stoppe lastbiler, der overhaler.

Ministeren indkaldte branchen til et møde om sagen sidste mandag. Men ”branchen” var i første omgang fem arbejdsgiverorganisationer. Først senere, og efter protester, blev 3F's Transportgruppe inviteret til møde om sagen.