Ingen kontrol af øst-biler

Fire ud af fem lastbiler, der krydser grænsen til Danmark er på fremmede plader. Politiet har ikke tal for ulovlige transporter, og kun et enkelt udenlandsk firma har fået bøde siden 2007.

Antallet af lastbiler fra Østeuropa på danske veje er steget kraftigt. Men politi og myndigheder mangler overblik over ulovligheder.
 (Foto: Joachim Rode.)Antallet af lastbiler fra Østeuropa på danske veje er steget kraftigt. Men politi og myndigheder mangler overblik over ulovligheder. (Foto: Joachim Rode.)

For seks år siden stod danske chauffører for halvdelen af kørslen med gods til og fra Danmark. I dag er fire ud af fem lastbiler på vej over grænsen fra lande som Tyskland, Polen og Litauen.

Der er grænser for, hvor længe biler på fremmede plader må køre i Danmark. Men myndighederne har intet overblik over ulovlig trafik. Og siden 2007 er der kun givet bøde til en enkelt udenlandsk vognmand.















3F: Dybt alvorligt

Det oplyser justitsminister Brian Mikkelsen (K) til SF. I svaret står også, at der siden 2008 kun tre gange er anmeldt brud på loven om kørsel i Danmark med lastbiler fra blandt andet Østeuropa. 3F kalder svaret fra ministeren dybt alvorligt.

- Myndighederne har intet overblik over brud på love og regler. Der er åbenbart kun meldt tre sager til politiet. Men svaret afslører jo også, at politiet hidtil intet har gjort for selv at opdage og stoppe ulovlige transporter, siger Jørgen Aarestrup Jensen.

Han er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe. Her har man længe ønsket øget kontrol af lastbiler fra udlandet. Det skyldes udflagning af danske job, lovbrud og spekulation i transport til lavpris.















Skærp kontrollen

3F vil have politiet til at skærpe opsynet med vognmænd og chauffører fra andre lande. Det kan ske, når der alligevel er tjek af lastbiler. For eksempel for overlæs og brud på reglerne om køre- og hviletid.

- Hvis politikerne gerne vil bevare danske arbejdspladser, så haster det at få sikret bedre kontrol, siger Jørgen Aarestrup Jensen.