Byggepladser er stadig livsfarlige

Byggeformand ønsker særlig arbejdsmiljøuddannelse, inden man overhovedet må arbejde på en byggeplads.

Uden sikkerhedsline, nødvendig afskærmning eller anden faldsikring arbejdede de litauiske bygningsarbejdere i otte-ti meters højde, indtil Arbejdstilsynet stoppede arbejdet. (Arkivfoto.)Uden sikkerhedsline, nødvendig afskærmning eller anden faldsikring arbejdede de litauiske bygningsarbejdere i otte-ti meters højde, indtil Arbejdstilsynet stoppede arbejdet. (Arkivfoto.)

Igen igen. Og intet forbedret.

Arbejdstilsynet gennemførte onsdag kontrolaktioner på 229 byggepladser og standsede i adskillige tilfælde arbejdet på stedet, fordi det var forbundet med livsfare at fortsætte.

I alt blev der udstedt 178 forbud eller strakspåbud.

- Billedet er generelt det samme som ved tidligere lignende kontrolaktioner i år og i 2006, og det er desværre ikke godt nok, siger kontorchef i Arbejdstilsynet Sonja Ploug Jensen til nyhedsbrevet 3F.

Der er dog heldigvis også en del gode pladser, hvor der ikke var en finger at udsætte på sikkerhed og arbejdsmiljø.

Fokus på adgang og nedstyrtning

Fokus ved onsdagens kontroller var lagt på nedstyrtningsfare og adgangsveje.

- Vores reaktioner er også primært kommet inden for disse to fokusområder. Det siger sig selv, at der kan være fare ved arbejde i højden, men der var også færdselsveje, der havde en sådan karakter, så det var nødvendigt at reagere med et strakspåbud. Det kan eventuelt være i forbindelse med udgravninger.

- Når vi valgte at sætte fokus også på færdselsveje, skyldes det, at der sker mange ulykker, fordi der ikke er ordentlige og ryddelige veje på byggepladserne, og at det er noget, der betyder meget for sikkerheden, siger Sonja Ploug Jensen.

Brug for pisk og gulerod

Gruppeformand i Byggegruppen i 3F John Larsen er rystet over, at der åbenbart ikke opleves forbedringer i sikkerheden på byggepladserne.

- Det kan simpelthen ikke passe, at vi skal se det samme billede, hver eneste gang Arbejdstilsynet eller for den sags skyld vore egne afdelinger kører sådanne patruljer. Alle på byggepladserne har ansvar for sikkerheden, men det er primært arbejdsgiverne, der svigter deres ansvar for, at sikkerheden er i orden, siger han.

John Larsen mener, at der er brug for både gulerod og pisk.

- Det kunne eventuelt være ved, at det bliver lettere for virksomheder, der har sikkerheden i orden, at få byggeordrer - i første omgang ved offentlige opgaver.

John Larsen appellerer til, at man så hurtigt som muligt får virkeliggjort en række af de initiativer, som ligger i en særlig handleplan for arbejdsmiljøet i bygge- og anlægsområdet. Handleplanen er et resultat af, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) for snart to år siden vred armen om på ryggen af byggeriets parter for at få gjort noget ved den manglende sikkerhed på danske byggepladser. Handleplanen, der var færdig i maj 2006, indeholder 20 initiativer til bedre sikkerhed. Kun ganske få er omsat til praksis.

Id-kort og arbejdsmiljøuddannelse til alle

Et par af de initiativer, som John Larsen gerne ser indført hellere i morgen end i overmorgen, er id-kort og arbejdsmiljøuddannelse til alle for at arbejde på en byggeplads.

- Det er forebyggelse, der er brug for, og jeg tror på, at et par dages arbejdsmiljøuddannelse, inden du slippes løs på en byggeplads, i høj grad vil have en præventiv virkning. Og hvis det så kombineres med, at du ikke kan få et nødvendigt id-kort, før du har uddannelsen, så har vi taget et stort skridt den rette vej, siger John Larsen.