SKAT afslører fupfirmaer fra Østeuropa

Der bliver snydt med skat i hver tredje sag om udenlandsk arbejdskraft, viser opgørelse fra SKAT.

Polske håndværkere presses til at snyde med skat af de danske mestre, afslører SKAT i stort projekt. 
 (Arkivfoto)Polske håndværkere presses til at snyde med skat af de danske mestre, afslører SKAT i stort projekt. (Arkivfoto)

En uhellig alliance mellem danske mestre og udenlandske firmaer koster hvert år samfundet millioner, viser nye afsløringer fra SKAT. Der var tale om fusk hver tredje gang, SKAT har set nærmere på en dansk virksomhed, der hyrer et udenlandsk firma fra Østeuropa.

- Vi skal fortsat have fokus på udenlandsk arbejdskraft. For en tredjedel, der bryder reglerne, det er for meget, siger Karina Christensen, der leder SKAT's ny projekt.

Hver tredje af de 180 sager, SKAT afslørede i 2011, er fra byggeriet, hvor op mod 15.000 østeuropæiske håndværkere arbejder.

- Vi oplever, at de danske mestre og bygherrer presser prisen og indgår nogle entreprisekontrakter, der ikke holder, siger Karina Christensen.

Arme og ben

Det er første gang, SKAT får et overblik for hele landet over snyd med udenlandsk arbejdskraft.

Et stort problem er, at østarbejdere søger arbejde i Danmark hos en dansk entreprenør, der kræver, at han i stedet opretter et falsk såkaldt arme-ben-firma.

På den måde undgår den danske entreprenør fagforeningernes overenskomst, der sikrer løn og arbejdsforhold. For de er ikke ansatte, men underentreprenører.

Men SKAT forlanger, at den danske mester betaler rigtig A-skat, hvis der er tale om et arme-ben-firma.

Spøgelsesfirma

Et andet problem er, at blandt andre polske firmaer slet ikke findes i Polen.

- Det er kun en virksomhed på papiret. Det har aldrig eksisteret i hjemlandet, forklarer Karina Christensen.

EU's regler siger, at udstationerede firmaer skal betale skat i hjemlandet. Men når firmaer ikke findes i hjemlandet, slipper de for skat.

- Så den danske entreprenør sparer på skatten og den samlede pris. For der bliver hverken betalt skat i Danmark eller i hjemlandet, siger Karina Christensen.