Firmaer fra Østeuropa koster samfundet millioner
- En trussel mod vores velfærd, advarer ekspert.
3F besøger byggepladser for at få dansk løn til de polske håndværkere. (Arkivfoto: Harry Nielsen) Det er en dyr omgang for det danske samfund, at danske håndværkere er arbejdsløse, mens østarbejdere arbejder i Danmark.
Op mod 271.440 kroner om året er prisen, hver gang en østarbejder får arbejde i stedet for en arbejdsløs dansker. Det viser en analyse, som AE-rådet har foretaget.
- Det koster det danske samfund rigtig mange penge, at nogle kører uden om spillereglerne. Den regning, den skal vi altså have indkasseret, siger Peter Hougård Nielsen, der er formand i byggegruppen i 3F.
Staten skal betale dagpenge til de 6.770 håndværkere, der var arbejdsløse i august. Mens kun et fåtal af de 15.000 byggearbejdere fra Østeuropa betaler skat i Danmark. Det løber op i mange millioner, at danskere mister arbejdet til fordel for østarbejdere.
Snyd
Peter Hougård Nielsen mener, at snyd med skat og lavere løn gør, at de danske håndværkere bliver skubbet ud i arbejdsløshed. Og den millionregning er alt for stor til, at vi kan vende det blinde øje til.
- 90 procent af de udenlandske firmaer bryder reglerne, mens kun få arbejder seriøst, mener Peter Hougård Nielsen.
Sender pengene hjem
Lovløsheden, som EU's østudvidelse har skabt på det danske arbejdsmarked, er en trussel mod det danske velfærdssamfund. Det mener professor ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen.
- Alle burde jo bidrage til det værtsland, de arbejder i. Men det sker ikke. I stedet sender de pengene hjem. Og det udhuler det system, vi har bygget op i Danmark, siger Henning Jørgensen.
Han mener ikke, man kan sætte en samlet pris på, hvor meget østarbejdere i Danmark koster samfundet. Men det er alvorligt.
To ting kan dæmme op for problemet. EU's love bør laves om. Og de danske firmaer, der hyrer firmaer fra Østeuropa, skal stå til ansvar for snyd og underbetaling hos deres underentreprenører. Det kaldes ofte kædeansvar.
- Før vi har kædeansvar eller bestilleransvar, vil der fortsat være firmaer fra øst, der unddrager sig dansk løn og skat, mener Henning Jørgensen.