Skat afslører omfattende fusk med rejsefradrag

På bare fire måneder har Skat afsløret 334 sager, hvor virksomheder har misbrugt fradrag.

Jordbærplukkere og andre østarbejdere kan få rejsefradrag, hvis de har midlertidigt arbejde i Danmark. Men mange firmaer indberetter fradrag, selvom deres udenlandske ansatte arbejder fast i Danmark. (Arkivfoto.)Jordbærplukkere og andre østarbejdere kan få rejsefradrag, hvis de har midlertidigt arbejde i Danmark. Men mange firmaer indberetter fradrag, selvom deres udenlandske ansatte arbejder fast i Danmark. (Arkivfoto.)

Firmaer fra Danmark og Østeuropa udnytter i stor stil rejsefradrag til at slippe udenom at betale skat af de ansattes løn. Det afslører Skat, efter at de i juni som noget nyt indførte en landsdækkende kontrol.

På bare fire måneder har Skat afsløret 334 sager, hvor virksomheder har misbrugt fradraget på 50.000 kroner, som ansatte, der rejser efter midlertidigt arbejde, kan benytte. Det er især østarbejdere, der er kommet i klemme og hænger på efterbetalingen. De skal i alt betale 8,6 millioner kroner.

- Der er mange fejl, og det går rigtig stærkt med at finde sager, forklarer Jens Buch, der er specialkonsulent i Skat.

Aggressive chefer

Alle, der rejser efter arbejdet og må overnatte væk fra sit hjem, har ret til skattefri diæter. Men fradraget bliver misbrugt af danske og udenlandske virksomheder, der har ansat østarbejdere i blandt andet landbrug og byggeriet.

- Vi får henvendelser fra arbejdsgivere, der er relativt aggressive, siger Jens Buch.

- Vi har en oplevelse af, at nogle arbejdsgivere kan have en interesse i at deres medarbejdere får fradraget, selvom de ikke er berettiget til det, for at få billig arbejdskraft, forklarer Skats specialkonsulent.

"Røvrendt"

Mange østarbejdere på byggepladserne får sig en slem overraskelse, når de får en stor regning fra Skat, forklarer Palle Bisgaard. Han er faglig sekretær i 3F og taler ofte med byggefolk fra Østeuropa.

- De fleste vil føle sig røvrendt af mester, siger Palle Bisgaard.

Palle Bisgaard savner, at myndighederne indfører hårdere kontrol. En samlet indsatsgruppe fra myndighederne kan stoppe en del snyd med skat, tilladelser og arbejdsmiljø.

- De udenlandske virksomheder bliver kontrolleret langt mindre end danske på grund af EU's regler, og der trænger til bedre kontrol, mener Palle Bisgaard.

Dansk Byggeri oplyser, at de ikke har hørt om, at virksomhederne skulle have svært ved at håndtere fradraget. Men opfordrer alle deres medlemsvirksomheder til at følge reglerne.