Boom af østarbejdere i Danmark

Østeuropæere strømmer til Danmark trods krisen.

Flere og flere polske kabelarbejdere og andre østarbejdere finder job og bolig i Danmark. (Foto: Harry Nielsen)Flere og flere polske kabelarbejdere og andre østarbejdere finder job og bolig i Danmark. (Foto: Harry Nielsen)

Navne som Natalia og Jarcek pryder flere og flere postkasser i Danmark. For trods krisen strømmer østeuropæere fortsat til Danmark.

På tre år er der kommet 69 procent flere østeuropæere til Danmark. Dermed boede der i juli i år 43.078 voksne fra de ti ny EU-lande i Østeuropa, afslører de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Tallene afliver den udbredte myte, at krisen fik mange østarbejdere til at vende hjem, påpeger en ekspert.

- Selvom vi har en krise her, er det ingenting at regne for nogle af landene i Østeuropa, forklarer Jens Arnholtz, der forsker i arbejdsmarked ved Københavns Universitet.

- For eksempel i de baltiske lande er det helt forfærdeligt. Lønninger er dykket, og de har mistet rigtig mange job, siger Jens Arnholtz.

Flere fra øst i byggeriet

I alt er 17.647 østeuropæere flyttet til Danmark på tre år. De er især kommet fra Polen, Rumænien og Litauen.

- Mange tager herop midlertidigt, men tænker så, at der ikke er noget at vende tilbage til. Her er der er en fremtid for deres børn og muligheder for et godt job, forklarer Jens Arnholtz.

Udover de østeuropæere, der vælger at flytte til Danmark, arbejder et ukendt antal tusinde ekstra fra Østeuropa i Danmark. De bor og betaler skat i hjemlandet, men er udstationeret i Danmark.

Hos Dansk Byggeri vurderer seniorøkonom Finn Bo Frandsen, at der på bare et år er kommet 5.000 flere østarbejdere til alene i byggeriet. I alt er 15.000 østarbejdere i byggeriet, vurderer branchen.

Bliver snydt

Byggefagforeningerne i København har lavet en polsk klub med 150 medlemmer. Mange polakker har haft svært ved at finde hoved og hale i det danske system, forklarer Robert Olejnik, der er faglig medarbejder i Byggefagenes Samvirke.

- Mange arbejder sort og bliver udnyttet, fordi de ikke får informationer, når de henvender sig til kommunen og jobcentret, siger Robert Olejnik.

Han mener, der mangler et samlet sted for udlændinge, hvor de både kan få styr på skat, opholdsbeviser og de andre formelle papirer.