Det forhandlede industrien hjem
Ligelønsnævn, godtgørelse til fyrede og hjælp til natarbejdere er nogle af nyhederne i det overenskomstforlig, DI og CO-industri har indgået.
Mindstelønnen i industrien forhøjes med 1,10 kroner i år og 1,75 kroner næste år. Dermed når mindstelønnen op på 106 kroner. DI og CO-industri har indgået en to-årig aftale, som direkte dækker cirka 240.000 lønmodtagere. Den har desuden betydning for en række ansatte i virksomheder, som ikke er med i DI, men som følger Industriens Overenskomst.
Her er en gennemgang af forligets hovedpunkter:
Løn: Mindstelønnen forhøjes med 1,10 kroner i år og 1,75 kroner næste år. Dermed når mindstelønnen op på 106 kroner. Genetillæggene forhøjes med 1,5 procent i første overenskomstår og to procent i 2011.
Lærlinge: Lærlingelønnen forhøjes med to procent i år og 2,5 procent i 2011. Som noget nyt bliver lærlingene omfattet af pensionsordningens forsikringsdel, så de eller deres efterladte får en engangssum i tilfælde af invaliditet, kritisk sygdom og dødsfald.
Løndumping: Nyansatte får ret til pensionsbidrag efter to måneders ansættelse. I dag er der krav om ni måneders anciennitet. Det kan forhindre virksomheder i at spekulere i ansættelse af udenlandske vikarer og dermed modvirke løndumping.
Fyringer: Som noget nyt får timelønnede med mindst tre års anciennitet ret til fratrædelsesgodtgørelse efter samme princip, som kendes fra funktionærloven. Godtgørelsen skal ses som et supplement til dagpengene og udgør forskellen mellem dagpengesatsen og 85 procent af lønnen. Denne godtgørelse kan man få i en, to eller tre måneder, når man har været ansat i henholdsvis tre, seks og otte år.
Natarbejde: Ansatte med natarbejde får ret til en helbredsundersøgelse hvert andet år. I dag er det hver tredje. Det understreges, at der skal være tale om en lægelig undersøgelse, udført på en arbejdsmedicinsk klinik eller ved egen læge. Hvis lægen fraråder natarbejde, skal man tilbydes andet arbejde, hvis det er muligt. Der sættes desuden penge af til videre forskning i konsekvenserne af natarbejde.
Skiftehold: Det bliver det muligt at veksle op til 40 procent af skifteholdstillægget til frihed, hvis der kan opnås enighed om det lokalt på virksomheden. Det kan give op til 10 ekstra fridage om året.
Ligestilling: Der oprettes et ligelønsnævn, som får en af arbejdsrettens dommere som formand - i stil med Afskedigelsesnævnet. Det nye nævn sikrer, at alle tvister om ligeløn behandles i det fagretlige system. Formelt opfordres LO og DA til at oprette nævnet, så det kommer til at dække bredt og ikke kun i industrien.
Barsel: I 2011 forlænges barselslønnen med to uger: En uge ekstra til mødrene og en uge til fædrene. Dermed har mødrene ret til i alt 22 ugers frihed med løn (inklusive fire ugers graviditetsorlov inden fødslen). Seks uger er øremærket til mændene (inklusive to ugers fædreorlov), mens tre uger kan deles mellem forældrene.