Byggeriet forhandler i dag
OK10: Med industriens overenskomst er rammerne lagt for de øvrige overenskomstområder - byggeriet mødes onsdag eftermiddag.
På byggeområdet er der aftalt møde onsdag eftermiddag med deltagelse af topforhandlerne fra Dansk Byggeri på den ene side og 3F og TIB på den anden. (Tegning: Bob Katzenelson.) Med industriens overenskomst på plads kan forhandlingerne på de andre store overenskomstområder gå ind i en mere afgørende fase.
Industriens resultat lader sig dog ikke bare uden videre oversætte til transport- og byggeområdet for eksempel. Forlig synes derfor ikke lige umiddelbart om hjørnet.
Klar til forlig
På transportområdet var det store forhandlingsudvalg indkaldt til orientering tirsdag. På byggeområdet er der aftalt møde onsdag eftermiddag med deltagelse af topforhandlerne fra Dansk Byggeri på den ene side og 3F og TIB på den anden. I første omgang sker forhandlingerne uden deltagelse af forbundenes store forhandlingsudvalg.
- Der er tale om fortsatte tekniske drøftelser, men hvis arbejdsgiverne er klar til de afgørende forhandlinger, så tager det blot få timer at få udvalgene ind. Det er ikke dét, der skal afskære os fra et forlig, siger lønmodtagernes topforhandler, gruppeformand John Larsen fra Byggegruppen i 3F.
Han understreger, at man bruger den tid, som er nødvendig for at få "den rigtige aftale". Samme melding kommer fra Dansk Byggeris administrerende direktør Lars Storr-Hansen.
- Det vigtigste er, at vi får et godt og gennemarbejdet forlig, der er til glæde for både lønmodtagere og virksomheder, siger han til Dagbladet Licitationen.
Sikring imod løndumping
Den helt store knast på såvel transport- som byggeområdet er at sikre sig imod social dumping fra især udenlandsk arbejdskraft.
Byggefagforbundene stiller således krav om, at Dansk Byggeris medlemmer skal forpligte sig til kun at sende arbejde videre til overenskomstdækkede underentreprenører. Samtidig vil man gennem kædeansvar sikre, at der altid er en i kæden til at betale, hvis en underentreprenør snyder sine ansatte og fagforeningerne og stikker af fra regningen.
Tilsvarende er der flere modeller på transportområdet for at sikre sig imod undergravning af overenskomsterne.