Lønsedler skal tjekkes for uligeløn
Kraftig appel fra gruppeformand på kongressen: Brug de nye redskaber i overenskomsterne i forhold til ligelønssager.
- Lad os få arbejdstøjet på og tage kønsbrillerne med, lyder Tina Møller Madsens opfordring i forhold til at rejse sager om ligeløn. (Foto: Søren Zeuth) Det var stort at få ligelønsnævn og værn mod social dumping ind i overenskomsterne. Men nu skal de nye redskaber bruges, lød det i en kraftig appel på 3F-kongressen fra gruppeformand Tina Møller Madsen, 3F Privat Service, Hotel og Restauration.
- Lad os få arbejdstøjet på og tage kønsbrillerne med, lød gruppeformandens opfordring til både afdelinger og tillidsrepræsentanter.
- Vi skal spotte de sager, vi har, som kan gå videre til ligelønsnævnet. Overenskomsten giver mulighed for at tjekke op på lønsedler og andre oplysninger, også når det gælder social dumping.
Løngab bare ikke i orden
Tina Møller Madsen henviste til, at en ny undersøgelse netop har vist, at mandlige kokke tjener 12 procent mere end deres kvindelige kolleger. Selv om de to køn laver det samme arbejde i køkkenet.
- Det er bare ikke ok, pointerede Tina Møller Madsen.
Netop kokke laver samme slags arbejde, og deres arbejde er lige meget værd. Derfor egner de sig til ligelønssager, der ellers tidligere er blevet afvist med, at det, de to køn arbejder med, ikke kan sammenlignes, fordi det ikke har samme værdi.
Tina Møller Madsen opfordrede også alle andre brancher til at gøre brug af de nye muligheder, der nu er i overenskomsterne.
- Vi har et fælles ansvar for at bruge de nye redskaber.