Sammenbrud i emballage-industrien

OK10: DI krævede forringelser, og så sagde 3F og HK farvel og tak. Ingen udsigt til nye forhandlinger.

Arbejdsgiverne i emballageinduistrien ville forringe arbejdstidsvilkårene for bare at give det samme, som man har fået på det store industriområde. Det fik 3F til at forlade forhandlingerne.  (Arkivfoto)Arbejdsgiverne i emballageinduistrien ville forringe arbejdstidsvilkårene for bare at give det samme, som man har fået på det store industriområde. Det fik 3F til at forlade forhandlingerne. (Arkivfoto)

Forhandlingerne om en ny overenskomst i emballageindustrien er regulært brudt sammen.

Forhandlerne fra 3F's Industrigruppe og HK/Privat forlod mandag eftermiddag Forligsinstitutionen uden at være nået til enighed med modparten, som er DI.

- Arbejdsgiverne ville forringe arbejdstidsvilkårene for bare at give os det samme, som man har fået på det store industriområde. Det er helt uacceptabelt, så vi har afbrudt forhandlingerne, siger Peter Andersen, som er forhandlingssekretær i 3F's Industrigruppe.

Forligsmand Asbjørn Jensen har meddelt, at han ikke vil indkalde parterne igen.

- Så må vi nøjes med de generelle bestemmelser i mæglingsforslaget. Det er første gang i mange år, det er sket, siger Peter Andersen.

Arbejdsgiverne: Vi er hårdere ramt

Han oplyser, at DI havde fem konkrete krav om forringelser. Og i DI bekræfter hovedforhandleren, chefkonsulent Karsten Almosetoft, at det ikke bare var krav om småjusteringer.

- Vi mener, branchen er hårdere ramt end industrien generelt, og at det er nødvendigt med radikale ændringer for at kunne overleve. Så er det muligt, vi alligevel bliver omfattet af industriforliget via mæglingsforslaget, men vi mente, det var nødvendigt at forsøge at overbevise modparten om, at der skal ændringer til, siger han.