Bred trepartsaftale til gavn for 3F'erne

3F havde frem til det sidste frygtet en smal trepartsaftale, men til gavn for 3F'erne er der kommet seniorordninger, ledelsestiltag og bedre muligheder for at få erhvervsuddannelse.

Formanden for Den Offentlige Gruppe i 3F, Ellen K. Lykkegård, er tilfreds med trepartsaftalen, og glæder sig blandt andet over 600 millioner kroner øremærket til seniorpolitiske initiativer. (Foto: Arkiv.)Formanden for Den Offentlige Gruppe i 3F, Ellen K. Lykkegård, er tilfreds med trepartsaftalen, og glæder sig blandt andet over 600 millioner kroner øremærket til seniorpolitiske initiativer. (Foto: Arkiv.)

Der endte med at komme den bredde ind i trepartsaftalen, som formanden for Den Offentlige Gruppe i 3F, Ellen K. Lykkegård, havde frygtet ville mangle.

- Aftalen blev ikke så smal, som de første udkast tydede på. 3F'erne vil også få udbytte af den. Det er svært at sige, om aftalen er ambitiøs nok, for vi har aldrig prøvet sådan noget før på det offentlige område. Men det ser fornuftigt ud, siger Ellen K. Lykkegård om trepartsaftalen mellem regeringen, LO, Akademikernes Centralorganisation og de offentlige arbejdsgivere, der efter lange forhandlinger faldt på plads søndag eftermiddag, og som vil få indflydelse på blandt andre 45.000 3F'eres hverdag.

Ellen K. Lykkegård fremhæver i aftalen bedre muligheder for opkvalificering, seniorinitiativer, bedre muligheder for at gå på fuld tid samt ledelsestiltag.

- Vi er blandt andet rigtig glade for, at en række ufaglærte vil få bedre muligheder for at få en erhvervsuddannelse, siger Ellen K. Lykkegård med henvisning til, at alle, der er fyldt 25 år og har haft mere end ét års relevant beskæftigelse, skal have voksenelevløn som led i en erhvervsrettet ungdomsuddannelse.

Et andet flagskib er, at 15.000 ufaglærte skal have mulighed for at opkvalificere sig til faglærte. Hér hæfter Ellen K. Lykkegård sig ved, at man i aftalen signalerer bredde - fra lægesekretær over serviceassistent til håndværker - i forhold til hvilken uddannelse, man kan tage.

Lettere at få fuld tid

Og så er hun glad for, at 3F og andre forbund nu skal på arbejde indtil oktober, hvor man på de enkelte overenskomstområder skal komme med løsningsmodeller for, hvordan deltidsansatte, der gerne vil have flere timer eller på fuld tid, får ønsket omsat i praksis.

- Vi ville gerne have haft penge til fuldtids-forbedringen, så vi også kunne have fået en opnormering. Men det fik vi altså ikke. Men at det nu bliver en pligt til at tilbyde ledige timer til deltidsansatte medarbejdere vil i stor udstrækning komme vores rengøringsassistenter og omsorgsmedhjælpere til gode, siger Ellen K. Lykkegård.

Godt nyt til seniorer

Så er der i aftalen øremærket 600 millioner kroner til seniorpolitiske initiativer.

- Vi har generelt svært ved at få lavet fornuftige senioraftaler for vores medlemmer, fordi ledelsen typisk går efter at sikre andre grupper af medarbejdere. Men i aftalen er et signal om, at de 600 millioner skal fordeles på alle områder, så hér ser vi en chance for at få fornuftige senioraftaler også for vores medlemmer, siger Ellen K. Lykkegård.

Gode ledelsestiltag

I forhold til bedre ledelse havde hun ønsket sig såkaldte "kvalitetskontrakter" mellem den enkelte medarbejder og arbejdspladsen. Disse skulle indeholde forpligtende minimumskrav om for eksempel arbejdsmiljø og kompetenceudvikling, som ledelsen skulle leve op til over for den enkelte medarbejder.

- Det har vi ikke fået, men vi har fået en snert af det og nogle elementer, som vil styrke mulighederne for en bedre ledelse, der jo netop over for vores medlemmer skal være med til at implementere mange af tiltagene i trepartsaftalen, siger Ellen K. Lykkegård, der også gerne havde set henstillinger om, at der skulle flere kvinder ind i på ledelsesposter.

I stedet har man i aftalen primært fokus på, at man skal gøre det attraktivt for mænd at søge jobmuligheder inden for det offentlige velfærdsområde.

Vil smitte af på FTF-grupper

Alt i alt er der ingen kardinalpunkter, som ikke er tilgodeset i aftalen, men Ellen K. Lykkegård havde dog stadig helst set, at også FTF var blevet en del af aftalen.

FTF, som er paraplyorganisationen for lærere, pædagoger, sygeplejersker, betjente med videre, endte sent lørdag aften med at trække sig helt ud af forhandlingerne. Det var retten til én til to ugers efteruddannelse for FTF-grupperne, der skilte vandene.

- Men jeg tror, at en række af elementerne i aftalen vil få afsmittende effekt på FTF-grupperne også, lyder det fra Ellen K. Lykkegård.

Den netop indgåede trepartsaftale er en del af den samlede strategi for en kvalitetsreform af den offentlige sektor, som regeringen ventes at lægge frem om ganske kort tid.