Skolepraktik kan fange flere unge

3F er ikke utilfredse med, at der nu indføres skolepraktik på serviceassistentuddannelsen som sikkerhedsnet. Der er brug for mange flere uddannede i branchen - også unge, påpeger 3F.

Skolepraktiik på serviceassistent-uddannelsen skal afhjælpe manglen på praktikpladser hos arbejdsgiverne. (Arkivfoto.)Skolepraktiik på serviceassistent-uddannelsen skal afhjælpe manglen på praktikpladser hos arbejdsgiverne. (Arkivfoto.)

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) indfører 1. juli 2008 som noget nyt skolepraktik på erhvervsuddannelsen til serviceassistent, og det gør han for at kunne opfylde den uddannelsesgaranti, der er i den nye erhvervsuddannelseslov.

3F siger ikke juhu, men kalder det positivt.

- Der er behov for mange flere uddannede i branchen både inden for det offentlige og det private, og vi synes, det går for langsomt. Derfor er det udmærket, at vi får et sikkerhedsnet forærende i form af skolepraktikken. Men målet er, at eleverne får en praktikplads hos en arbejdsgiver, siger Susanne Wind, uddannelseskonsulent i 3F.

Skolepraktikken betyder garanti for at fuldføre uddannelsen, selv om man ikke kan finde en praktikplads hos en arbejdsgiver.

Foretrækker praktikplads

Susanne Wind understreger, at uddannelsen kun har ti år på bagen.

- Vi vil meget gerne fastholde både de offentlige og private arbejdsgivere i, at det er nødvendigt med en uddannelse inden for området, hvor de opretter de nødvendige praktikpladser. Men skolepraktikken er et plus, og kan godt sætte mere gang i erhvervsskolerne og tiltrække flere unge, siger hun.

De nyeste tal fra Serviceerhvervenes Uddannelsessekretariat viser, at 1.968 personer pr. juni 2007 har afsluttet uddannelsen, mens 557 elever er i gang med at tage uddannelsen. Langt de flest serviceassistenter er voksenlærlinge.

Skærper specialer

Susanne Wind oplyser, at i forbindelse med revisionen af erhvervsuddannelserne, er uddannelsens faglige udvalg i gang med at skærpe profilen på uddannelsens to specialer - hospitalsservice og virksomhedsservice.

- De to specialer får et højere niveau med flere kompetencer. og som noget nyt indfører vi fra 1. juli 2008 en ny faglært uddannelse til rengøringstekniker, som er trin 1 på serviceassistentuddannelsen, siger Susanne Wind, der er optimistisk på branchens vegne.

- Vi har samtidig en velfærdsaftale, hvor der er sat penge af til, at flere får en erhvervsuddannelse inden for det offentlige, så det trækker også i den rigtige retning, siger hun.

Haarder skal opfylde garanti

Skolepraktikken er i øvrigt blevet genindført på frisøruddannelsen også. Bertel Haarder åbner for skolepraktikken for at kunne opfylde den uddannelsesgaranti, der er i den nye erhvervsuddannelseslov, hvor de unge, der søger en erhvervsuddannelse fra sommeren næste år kan vælge mellem 12 forskellige indgange til uddannelserne mod syv i dag. De unge vil være garanteret at kunne færdiggøre en uddannelse inden for den indgang, som den enkelte er begyndt på.