En pølse skal grilles med føl'se
Klumme:
Der er kommet godt gang i havegrillene efter en lang vinter med indendørsmad. Og det er netop denne hyggelige, men ikke helt ufarlige leg med ild og mad, det er blevet tid til at stille sundt og skarpt på.
Hold øje med grillpølserne, så de ikke bliver brændte. Hvis skaden sker, så sørg for at skrabe den sorte skorpe af inden serveringen. (Foto: Colourbox) Statistisk set træffer man stadig oftere den danske kvinde ved familiens komfur end hendes danske mand. Men når grillsæsonen starter, træder herren i huset for alvor i kokkekarakter.
Udstyret med tændvæske, grilltang og måske en lille kold øl i den anden hånd er han stadig sin kone overlegen, når det gælder udfordringen med at få ild, kul og kød til at gå op i en højere enhed.
Luften er fuld af harmoni og teamspirit, når alle kender deres plads i fødekæden og gør det, de er bedst til. Farmand vender bøffer og langelændere på Weberen, og mor laver salaten plus det løse.
Selvtilliden, øllerne, stemningen og sommervejret gør sin positive indvirkning på følelserne - og det kan i et øjebliks uopmærksomhed let gå ud over pølserne. De skulle nødigt ende i kategorien ”småt brændbart”.
Tips til grillmesteren
- Brug grillbriketter frem for kul, træ og kogler.
- Hold råt kød adskilt fra stegt kød.
- Vask hænder, når du har rørt ved det rå kød.
- Gennemsteg hakket kød og fjerkræ.
- Undgå olie og fedt direkte på kullene.
- Undgå at maden bliver branket og brændt på udsatte steder.
- Skulle det alligevel ske, så skær den sorte skorpe af inden serveringen.
- Alternativt: Bliv ikke sur og fornæret, hvis familien eller gæsterne skærer det brankede af - gør det samme selv. Rigtige mænd frygter sorte skorper.
Tips til grillmesterens kone
- Majskolber, bagekartofler, salat og fuldkornflutes er sundt tilbehør til grillet kød, fisk og fjerkræ.
- Dressing og dyppelse med måde er ikke usundt. Brug skyr og/eller græsk yoghurt (max. 2% fedt) som kold sauce tilsat krydderier, hvidløg, rødløg, dild og persille til at give smag med vitaminer.
Brevkassen: Er light sodavand skadeligt?
Hej Vibeke Lund
Min kone og jeg er ikke helt enige om, hvordan vi skal forholde os til light sodavand i vores familie. Min kone har læst, at kunstige sødemidler er som gift for kroppen. Hvad mener du?
Hilsen Peter
Kære Peter
Mit korteste svar er: Lyt til din kloge kone!
Kunstige sødemidler er ikke sunde, selvom de sparer os for kalorier på den korte bane. Præcis hvor usunde de er, diskuterer eksperterne og industrien stadig, men jeg vil anbefale dig, som jeg anbefaler alle, der spørger mig, at holde god afstand til søde lightprodukter og fødevarer ”uden tilsat sukker”.
Den formulering betyder nemlig, at der er kunstige sødemidler i frugtyoghurten, marmeladen eller slikket. Vælg i stedet den ægte vare, men gør det knapt så tit.