Sømænd fandt 90.000 dollar i Østersøen

Kontrol: Uge med inspektion på 218 skibe i Østersøen gav bid på 19 fartøjer. Her er nu betalt 90.000 dollar retur til søfolk, der blev snydt for løn. I danske havne hentede fagforbund over 20.000 dollar i efterbetaling.

Det er besætninger som disse, ITF har hjulpet til 90.000 dollar i efterbetaling. Billedet er fra en indsats i Frederikssund forrige år. (Arkivfoto)Det er besætninger som disse, ITF har hjulpet til 90.000 dollar i efterbetaling. Billedet er fra en indsats i Frederikssund forrige år. (Arkivfoto)

Man kan fange andet end torsk i Østersøen. Det viser en uges inspektion, hvor 218 skibe fik besøg af fagforbund, imens de lå i havn i Norge og ni lande ved Østersøen.

Der blev afsløret underbetaling på 19 af de skibe, der fik besøg. Foreløbig har skibsredere punget ud med 89.943 dollar eller over en halv million kroner. Og på fem skibe er der fortsat diskussion om over 3,7 millioner kroner.

- I Danmark fik vi sikret over 100.000 kroner på et skib ved Køge. Her havde besætningen ikke fået løn i tre måneder. I Københavns havn opdagede vi underbetaling for 5.000 kroner. Begge sager er løst, og søfolkene har fået de penge, de havde til gode, siger Morten Bach, der er skibsinspektør hos ITF, Det Internationale Transportforbund.

Sejlende dumping

ITF har en uge med målrettede inspektioner en gang om året. Målet er især skibe, der er indregistreret under eksotiske flag i lande som Panama, Belize, Vanuatu og Liberia.

De er ofte ejet af skibsredere fra Europa. Men besætningerne er typisk fra Rusland, Indien, Filippinerne og lande i Afrika, hvor søfolk er billige.

Alligevel opdagede ITF flere grove tilfælde af underbetaling og snyd med kontrakter. I Letland mødte ITF en besætning, der ikke havde fået løn siden maj. Til gengæld havde de hørt rygter om, at deres rederi var gået konkurs.

Nye aftaler

ITF fik også en anden bonus. I alt blev fire skibe omfattet af aftaler, der sikrer søfolkene løn efter ITF's internationale mindstesats.

I flere af landene samarbejde ITF's inspektører med både sømænd og lokale havnearbejdere.

- Havnearbejderne er ofte de første, der opdager, når den er gal på et skib. Oftest tør besætningen ikke kontakte ITF eller lokale fagforeninger. Men der kommer til gengæld hul på bylden, når vi går om bord i den her form for inspektion, siger Morten Bach.