Slaveskib solgt i Svendborg
Fire sømænd fra Litauen og Ukraine kan nu få 200.000 kroner i skyldig løn. Deres arbejdsplads, coasteren Lis Weber, er netop solgt på auktion i Svendborg.
Rester fra kabyssen og friske fisk fra havnen. Det måtte fire søfolk nøjes med, da de blev ladt i stikken i Svendborg Havn sidste år. Sidste år blev fire sømænd fra Litauen og Ukraine snydt for i løn i flere måneder, imens de var ombord på et skib, der endte i Svendborg Havn. Men nu kommer betalingen på plads.
Deres arbejdsplads, coasteren Lis Weber, er netop blevet solgt på auktion. Et svensk rederi har købt skibet for 1,6 millioner kroner. Og det dækker søfolkenes lønkrav på godt 200.000 kroner.
Det var ITF, Det Internationale Transportforbund, der greb ind. Det skete ved at tage arrest i skibet. Og det er endt med salg på auktion.
Sølov sikrer løn
Det er søloven, der sikrer, at det kan lade sig gøre. Uden den havde søfolkene næppe set en krone.
Rederiet bag Lis Weber var gået fallit. Men søloven sikrer, at søfolk står først i køen efter penge, når det er nødvendigt at tage pant i et skib og sælge det på auktion.
- Det kræver, at nogen træder til og hjælper. Der lander ofte regulære slaveskibe i danske havne. Men hverken Søfartsstyrelse eller andre myndighederne træder til, når søfolk bliver snydt eller budt uhyrlige vilkår. Og det er ikke altid, at søfolk tør kontakte os, når de kommer i klemme, siger Morten Bach, der er ITF's danske skibsinspektør.
Dobbelt bøvl på Fyn
Lis Weber er ikke det eneste problemskib, der er ligger i fynsk havn.
I Odense Havn måtte ITF i november tage arrest i skibet ”Lesse”. Det skete for at sikre løn til 14 indiske søfolk, og den øvelse er ved at lykkes.
Det dansk-litauiske rederi, der ejer Lesse, har nu stillet en bankgaranti for over 600.000 kroner. Og det betyder, at de indiske søfolk har udsigt til, at de kan få deres løn.