Strandede søfolk får 1,8 millioner kroner i løn
19 udenlandske søfolk har nu fået 1,8 millioner kroner i løn samt rejsebilletter til deres hjemlande. Sømændene har i månedsvis været fanget om bord på et tankskib ud for Skagen.
19 søfolk om bord på tankskibet Hartzi - der siden 13. maj har ligget ankret op ud for Skagen - har nu fået i alt 1,8 millioner kroner i løn deres løn samt billetter hjem. For første gang i fem måneder har udenlandske sømænd om bord på det efterladte tankskib ”Hartzi” ud for Skagens kyst fået løn. De 19 søfolk har onsdag fået udbetalt i alt godt 1,8 millioner kroner. Årsagen er, at skibet netop er blevet frikøbt af et norsk rederi.
Det oplyser Det Internationale Transportarbejderforbunds, ITF, danske skibsinspektør Morten Bach over for Fagbladet 3F.
- Det var en flok meget glade søfolk, som endelig fik deres velfortjente løn. De har fået en ussel behandling i de seneste måneder. Det er meget tilfredsstillende og rigtigt rart, at det lykkedes at få pengene hjem til søfolkene, siger han.
Efterladt på reden
Tankskibet med de 19 udenlandske sømænd har ligget ankret op ud for Skagens rev siden midt i maj. Det skyldes, at skibet, som sejler under maltesisk flag, fik fjernet tilladelsen til at sejle videre, da der ikke var betalt for bunkerolie.
Søfolkene - 11 russere, fire ukrainere og fire filippinere - har ikke fået løn siden april. Det fik i begyndelsen af august ITF til at tage såkaldt arrest i ”Hartzi” for 285.000 amerikanske dollars på grund af skyldig løn. På den måde kunne forbundet sikre løn til søfolkene.
- Søfolkene kan være glade for, at de er strandet i Danmark, hvor de kan få hjælp af en fagforening som 3F. Var det sket i Sortehavet eller på Afrikas kyst, havde de sikkert aldrig fået deres penge, siger skibsinspektør Morten Bach.
På vej hjem
På trods af den manglende løn gav skibets ejere fra Cypern ikke besætningen mulighed for at rejse hjem. En håndfuld af de nødstedte besætningsmedlemmer var undervejs i land for at få lægehjælp i Danmark. Nogle af søfolkene har nu været om bord på ”Hartzi” i næsten et år.
- Et af de filippinske søfolk skal nu hjem og se sin søn for første gang. Sønnen blev født for tre måneder siden, siger Morten Bach, skibsinspektør hos ITF.
Søfolkene har onsdag fået billetter, så de kan rejse hjem til deres familie i hjemlandet. Hjemrejsen begynder allerede torsdag.