Lønstrid på efterladt skib i Svendborg
Dansk rederi er havnet i strid om løn til ni tyrkiske søfolk, der var ansat på skibet Buse Stevns. Det ligger i Svendborg Havn. Her vil fagforbund tage pant i skibet, så retten kan afgøre lønkrav på 200.000 kroner.
For anden gang på to år har ITF rejst sag mod skib i Svendborg Havn. For anden gang på to år er der bøvl med underbetalte søfolk i Svendborg. Her ligger det danske skib Buse Stevns ved kaj. Og det kan blive liggende længe.
Det skyldes, at tyrkiske søfolk fra skibet kræver over 200.000 kroner i manglende løn.
Det internationale transportforbund, ITF, gør nu udlæg i skibet. Det betyder, at det er op til retten at afgøre, om skibet skal sælges eller købes fri af rederiet, så de tyrkiske sømænd kan få deres løn.
Sag om løftebrud
De i alt ni tyrkiske søfolk har forladt Danmark. Det skete, da de onsdag fik godt 260.000 kroner kontant af rederiet, der også betalte flybilletter hjem til Istanbul.
- Men det er ikke nok. Tre af søfolkene havde slet ingen kontrakt. Og det er dem, vi nu kræver 200.000 kroner til, fordi de ikke har fået den løn, de blev lovet, da blev ansat, siger Morten Bach, der er skibsinspektør i ITF.
Han har bedt advokatfirmaet Bjørst om at tage arrest i skibet, og han betragter de manglende kontrakter som rene slaveforhold.
Reder: Vi gør intet forkert
THH Shipping i Svendborg ejer Buse Stevns. Her afviser direktør Thomas Højlund Hansen, at hans søfolk er blevet snydt. Han giver tre nytilkomne søfolk ansvaret for balladen, og han ser frem til en eventuel sag med ro i sindet:
- Seks af søfolkene har sejlet for os i årevis. De tog glad mod deres penge og forlod Danmark uden yderligere krav. De tre sidste og kaptajnen hævder, at de ikke har fået en kontrakt. Det ligner et forsøg på at presse flere penge ud, end de har krav på, forklarer han.
THH Shipping kalder sagen "en storm i et glas vand". Rederiet ejer seks skibe, der er indregistreret i østaten Antigua. Den er kendt for at tilbyde såkaldt bekvemmelighedsflag til rederier i hele verden.