AV min ryg - sådan passer du på din ryg
Få gode råd til at passe på din ryg og se her hvorfor sofaen ikke er din bedste ven, hvis du har ondt i ryggen.
Et sundt arbejdsmiljø handler også om at passe godt på ryggen. Ondt i muskler og led er skyld i halvdelen af alle arbejdsskader. (Fra kampagnen, Arbejdsmiljørådet) I denne tid, kan du på TV se spot om en fiffig sygeplejerske, der undgår ondt i ryggen ved at løfte på en gaffel i stedet for en særdeles velpolstret patient.
Det kan man så mene om, hvad man vil. Men fakta er, at ondt i muskler og led er skyld i halvdelen af alle arbejdsskader, som anmeldes herhjemme. Alene ondt i ryggen koster det danske samfund 25 milliarder kroner om året.
Det har fået Arbejdsmiljørådet på banen for at vise, at der faktisk er andre muligheder for at undgå tunge løft.
På hjemmesiden www.godtarbejde.dk øser medarbejdere, arbejdspladser og eksperter ud af deres erfaringer og giver gode råd til hvordan du skåner ryggen. Der gives også gode råd, hvis du allerede har fået ondt i ryggen.