Ansatte på jobdeling stadig jaget vildt
Arbejdsfordeling bliver nemmere at takle for virksomheder, men ikke for ansatte. Overenskomsten skal ændres, før nye regler kan træde i kraft.
De 1.080 timelønnede, der er sendt på arbejdsfordeling på Grundfos, får ikke hjælp af Hjorts jobpakke. (Arkivfoto) Ansatte på arbejdsfordeling skal fortsat stå til rådighed for arbejdsmarkedet, som om de var ledige.
Det fremgår af den såkaldte jobpakke, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlagde torsdag.
Et af elementerne i pakken er en opblødning af reglerne om arbejdsfordeling. For eksempel vil virksomheder, der kører treholdsskift, få mulighed for at tage natholdet ud af produktionen og lade de to andre hold arbejde videre.
Det er ikke godt nok
Men for de ansatte, der på skift er på arbejde og holder fri med dagpenge, er der ingen hjælp at hente.
- Mine kolleger skal fortsat melde sig på jobcentret hver uge og bekræfte, at de er jobsøgende. Selv om de er ansat på Grundfos. Det er ikke godt nok, og det gør folk utrygge, siger fællestillidsrepræsentant Kitty Thaarup Herholdt på Grundfos i Bjerringbro, hvor 1.080 timelønnede medarbejdere nu er på arbejdsfordeling.
- De har alle været til samtaler, og de skal alle kunne bevise, at de har søgt jobs. Så vi har lagt både a-kassen og jobcentrene i området ned. Jeg kan godt forstå, man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men jeg synes, man skulle koncentrere kræfterne om dem, som er helt uden job, siger hun.
Kun 13 uger
Virksomhedernes ønske om kunne aftale arbejdsfordeling ud over 13 uger (som kan forlænges til 26) vil beskæftigelsesministeren ikke opfylde.
Formanden for 3F's Industrigruppe, Børge Frederiksen, er godt tilfreds med, at ministeren ikke vil forlænge perioden.
- Men det kan han heller ikke gøre alene. Han kan ændre reglerne om udbetaling af dagpenge, men selve regelsættet om arbejdsfordeling er en del af overenskomsten. Og nu må vi først undersøge, hvad det præcist er, der lægges op til, siger Børge Frederiksen.