Ansatte på fordeling føler sig jagtet

Ansatte på Sapa Profiler i Grenå er dybt frustrerede over at blive trukket gennem ledighedsmøllen, blot fordi de skal på arbejdsfordeling. Sagen rejses nu i Folketinget.

Få så lavet de meningsløse regler om arbejdsfordeling om, siger a-kasseleder i 3F Djursland Bente Andersen og ansat på SAPA i Grenå Klaus Jensen.  (Privat foto.)Få så lavet de meningsløse regler om arbejdsfordeling om, siger a-kasseleder i 3F Djursland Bente Andersen og ansat på SAPA i Grenå Klaus Jensen. (Privat foto.)

Der er stor irritation og vrede over reglerne for arbejdsfordeling blandt de ansatte på Sapa Profiler A/S i Grenå, der startede på 13 ugers arbejdsfordeling i dag. Lav loven om, lyder budskabet.

- Der er ingen fornuft i reglerne. Vi er jo stadig ansat i firmaet, men bliver betragtet som arbejdsløse, siger Klaus Jensen, der er blandt 39 ansatte på arbejdsfordeling.

Det vil sige, at han arbejder to dage og modtager dagpenge tre dage om ugen.


Tåbelige krav

De er frustrerede over, at loven kræver, at de er aktivt jobsøgende, laver et CV, gennemfører nyledighedssamtaler og kontaktforløbsamtaler. Og ikke kan sige nej, hvis de bliver tilbudt et job - måske til lavere løn.

- Det giver en voldsom usikkerhed. Jeg er glad for mit job. Reglerne betyder også, at firmaet risikerer at miste nøglepersoner, siger Klaus Jensen, der er operatør i overfladebehandlingen på Sapa, der er en af de førende udbydere af aluminiumprofiler.


Svære a-kasse-papirer

De 39 ansatte skal også udfylde en stak a-kasse-papirer, og det er svært for "almindelige mennesker", som Klaus Jensen siger.

Han er glad for, at 3F Djursland har kaldt alle 39 ansatte til møde, hvor der er hjælp til papirarbejdet, og hvor de lovpligtige samtaler bliver gennemført smidigt og hurtigt.


Meningsløs mølle

A-kasse-leder Bente Andersen kalder reglerne fuldstændig tossede.

- Det er meningsløst at trække folk gennem det her store maskineri, som om de var ledige, fordi de skal på arbejdsfordeling. Jeg forstår godt deres frustration. De burde være fritaget for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Og der er jo desværre ledige nok at tage af for tiden, siger hun.


Op i folketinget

Sagen kommer op i Folketinget onsdag, hvor folketingsmedlem Leif Lahn Jensen (S) med udgangspunkt i Sapa afkræver beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) svar på, hvad han vil foretage sig for at gøre reglerne mindre stive.