Vikarbureauer snyder ansatte

Polske ansatte snydt for millioner af vikarbureauet Jobserver, der gik konkurs i foråret.

Selvom vikarbureauet JobServer har haft en fin forretning i Danmark i de seneste tre år, fik selskabet i maj 2007 lov at gå konkurs med en gæld på mindst fire millioner kroner.

Det omstridte vikarbureau skylder således dets polske ansatte minimum tre millioner kroner i feriepenge, mens det offentlige har 1,2 millioner til gode.

Konkursen kommer efter, at bunkerne med faglige sager imod JobServer er vokset og vokset. 3F har alene hen ved 30 sager imod selskabet for brud på overenskomsten, mens Metal også har rejst krav over for vikarbureauet.

Samlet løber kravene op i flere millioner kroner. Dertil kommer, at 3F allerede har hentet knap 800.000 kroner til polske medlemmer i lignende sager.

Fælles for sagerne er, at de polske vikarer har måttet aflevere en stor del af deres løn i husleje til JobServer, ligesom de har betalt overpris for transport til og fra arbejde. Derudover har de også punget ud for rejser til Polen - også selvom de måske slet ikke har været en tur hos familien i fædrelandet.

Meldt til politiet

JobServer er dog ikke det eneste vikarbureau, som har underbetalt dets polske medarbejdere massivt.

JS-Consulting har ligeledes fratrukket dets ansatte en høj husleje, transport til og fra arbejde samt administration. Desuden har det danske firma plukket polakkerne for fagligt kontingent til 3F, selvom selskabet slet ikke havde meldt vikarerne ind i fagforeningen. På den måde røg polakkernes løn helt ned på omkring 1.000 kroner om ugen.

- Det er dybt forkasteligt, at så mange polakker er blevet spist af med så lille en løn. De skal behandles på lige fod med danske arbejdere, siger Peter Kaae Holm, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.

I juni 2006 rejste 3F et krav over for JS-Consulting på hele 3,7 millioner kroner og meldte samtidig ejeren Jesper Skouv til politiet for brud på udlændingeloven.

hals