Tre udenlandske bygningsarbejdere dræbt på fire dage

En tysk stilladsarbejder dræbt ved fald fra tag, en polsk arbejder dræbt ved fald i elevatorskakt og en anden polak mast ihjel i udgravning

En polsk arbejder mistede livet tirsdag eftermiddag under arbejde i Teglholmen i Sydhavnen i København, da han arbejdede alene i femte sals højde og faldt 15-18 meter ned i en elevatorskakt. (Foto: Thomas Lekfeldt/Polfoto)En polsk arbejder mistede livet tirsdag eftermiddag under arbejde i Teglholmen i Sydhavnen i København, da han arbejdede alene i femte sals højde og faldt 15-18 meter ned i en elevatorskakt. (Foto: Thomas Lekfeldt/Polfoto)

Tre udenlandske bygge- og anlægsarbejdere har inden for bare fire dage mistet livet ved arbejde i Danmark.

Det drejer sig om to polske statsborgere og en tysker.

De tre ulykker har ikke andet fællestræk, end at der er tale om udenlandsk arbejdskraft.

De to blev dræbt ved fald fra stor højde tirsdag, mens den tredje blev mast ihjel, da en udgravning lørdag skred sammen omkring ham.

- Men det er et fællestræk for meget bygningsarbejde, at det er farligt, og at det skal planlægges og udføres ordentligt - og at alle på en byggeplads, både mellemledere og håndværkere, bidrager til, at arbejdet udføres forsvarligt. Og det kan være svært, når der er tale om udenlandsk arbejdskraft, som måske ikke har fået ordentlig instruktion eller har den nødvendige uddannelse, siger Hasse Mortensen, tilsynschef i Arbejdstilsynet i hovedstadsområdet.

- Og så er der vel også det fællestræk, at der er tale om uagtsom adfærd - i de to tilfælde i høj højde, siger han.

Tysker grebet af kraftigt vindstød

En 29-årig tysk stilladsarbejder, ansat i det store københavnske stilladsfirma Rodahl Stilladser, omkom, da han faldt fra taget af en bygning og godt otte meter under arbejde i Gladsaxe. Han overlevede i første omgang styrtet, men døde i løbet af natten af sine kvæstelser.

Han var sammen med danske og tyske kolleger i færd med at fjerne nogle af de såkaldte aquadæk, som anvendes til overdækning af tag i forbindelse med tagarbejde. Pladerne måler godt en gang tre meter. Et kraftigt vindstød tog fat i den plade, han stod med, og løftede ham fra taget og også ud over et en meter højt rækværk ved foden af taget.

Formanden for Stilladsarbejdernes Landsklub Simon Gregersen oplyser, at den tyske stilladsarbejder ikke havde gennemgået den toårige stilladsuddannelse og heller ikke den supplerende uddannelse for erfarne stilladsbyggere.

- Det handler ikke om, om det er en dansker eller en udlænding. Det handler om uddannelse. Min påstand er, at ulykken ikke var sket, hvis der havde været tale om en uddannet stilladsarbejder. Man skal simpelthen ikke udføre den slags arbejde, når det blæser så meget, som det gjorde tirsdag, og det ved en erfaren eller uddannet stilladsarbejder, siger han.

Stilladsklubben vil, på baggrund af ulykken, dog over for Arbejdstilsynet stille krav om, at rækværket ved tagfoden skal være halvanden meter mod i dag en meter.

Polak faldt 15-18 meter

De nærmere omstændigheder ved ulykken, der kostede en polsk arbejder livet tirsdag eftermiddag under arbejde i Teglholmen i Sydhavnen i København, er endnu ikke klarlagt.

Tilsynschef Hasse Mortensen oplyser, at den polske håndværker arbejdede alene i femte sals højde og er faldet 15-18 meter ned i en elevatorskakt.

- De meget foreløbige undersøgelser tyder på, at han har arbejdet på en stige, og at den muligvis væltede, og at han væltede ud over det rækværk, som var opstillet omkring elevatorskakten, siger Hasse Mortensen.

- Det er desværre, hvad vi alt for ofte oplever, at man bare lige skal lave en lille ting, og så tager man en stige og arbejder i umiddelbar nærhed af nedstyrtningsfarligt område, siger han.

Den dræbte polske arbejder var ansat hos JC Entrepriseservice i Ringsted.

Arbejdstilsynet har onsdag tilsynsførende på begge de berørte byggepladser. Derfor er ikke alle omstændigheder ved ulykker fuldt afdækkede, og det vides derfor heller ikke, hvilke skridt der tages over for arbejdsgiverne.

- Men meget foreløbig ser det ud til, at der er sket en række brud på arbejdsmiljøloven, siger tilsynschefen.

Polak mast ihjel i udgravning

Dødsulykken i lørdags skete i et villakvarter i Greve syd for København.

En 23-årig polsk arbejder mistede livet, da den udgravning, han arbejdede i, skred sammen omkring ham. En landsmand forsøgte forgæves at befri ham.

Både politiet og Arbejdstilsynet har på stedet konstateret, at der ikke var foretaget tilstrækkelig afstivning af udgravningen.

Der var ikke tale om et ansættelsesforhold. De to polakker udførte gravearbejdet privat.