Kolding blæser på tabte sygesager

Ankenævn siger nej gang på gang. Alligevel lader Kolding Kommune sagsbehandlere under Falck-koncernen stoppe borgeres sygedagpenge.

- Vi er slidt op mentalt og økonomisk. Det er svært at holde kreditorerne fra døren uden sygedagpenge. Al vores opsparing er væk, siger 54-årige Kurt Fischer-Henrichsen.

- Vi er slidt op mentalt og økonomisk. Det er svært at holde kreditorerne fra døren uden sygedagpenge. Al vores opsparing er væk, siger 54-årige Kurt Fischer-Henrichsen.

Den går ikke. Så klar er dommen over Kolding Kommunes brug af sagsbehandlere under Falck-koncernen til at træffe afgørelser om borgeres ret til sygedagpenge. Beskæftigelsesankenævnet har underkendt kommunen i mindst 14 sager om stop for sygedagpenge til medlemmer af 3F Kolding. Det skyldes, at afgørelserne ifølge nævnet er truffet af Falck Jobservice eller Falck Jobservice Konsulenterne som såkaldt anden aktør.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har flere gange slået fast, at kommunernes egne ansatte - og ikke andre aktører - skal afgøre, om en borger kan få sygedagpenge eller ej.

- Vi er meget uforstående over for, at Kolding Kommune fortsætter med at træffe ulovlige afgørelser og ikke retter ind efter Beskæftigelsesankenævnets utallige afgørelser. Det er topmålet af magtarrogance at lade som om, der gælder særlige regler for Kolding Kommune, siger Kirsten Klitgaard Johansen, formand for 3F Kolding.

Dolket i ryggen

Kolding Kommune hyrede i 2009 Falck Jobservice til at afklare sygedagpengesager på en treårig kontrakt. Firmaet får kun løn for arbejdet, hvis kommunen sparer på udgifterne til sygedagpengene.

Kurt Fischer-Henrichsen har været syg efter en voldsom trafikulykke i august 2009. 31. oktober sidste år mistede han sine sygedagpenge.

- Kommunen har hyret et privat firma udefra til at lave det beskidte arbejde med at smide sygedagpengemodtagere ud af systemet, så de kan spare penge. Jeg trænger til hjælp for første gang i mit liv, men føler mig dolket i ryggen, siger Kurt Fischer-Henrichsen.

Skråsikker borgmester

De tabte sager gør ikke indtryk på Koldings borgmester Jørn Pedersen (V).

- Vi tror, at vores model med Falck Jobservice er fuldt lovlig. Det har vores jurister vurderet. Blandt andet fordi kommunen har ledelsesretten over for vikarerne. Vi er helt sikre på, at Beskæftigelsesankenævnet tager fejl, siger borgmesteren.

Falck Jobservice vurderer også, at firmaets aftale med Kolding Kommune er lovlig, oplyser administrerende direktør Bo Hammer. Kommunen har anket nævnets afgørelser til Ankestyrelsen.

- Jeg har end ikke overvejet, at afgørelsen kunne gå os imod, siger Jørn Pedersen.

Ankechef Birger Stein Christensen oplyser, at styrelsen før sommer afgør, om Kolding Kommune har ret til at lade Falck Jobservice stoppe borgeres sygedagpenge.

Kommentar fra direktør i Falck Jobservice Bo Hammer

Kommentar fra direktør i Falck Jobservice Bo Hammer