Ny aktion på byggepladserne
Arbejdstilsynet gennemfører i dag, onsdag, endnu en uanmeldt aktion på byggepladser over hele landet med fokus mod byggepladsernes sikkerhed.
Arbejdstilsynet har i 2006 og 2007 gennemført en række aktioner på de danske byggepladser, der alle viste, at der mange steder er alvorlige problemer med sikkerheden. Konsekvensen er, at mange ansatte i bygge- og anlægsbranchen dagligt risikerer at komme ud for en arbejdsulykke.
”Antallet af ulykker på byggepladserne og i bygge- og anlægsbranchen er skræmmende højt - og det er uacceptabelt. Alt for mange ulykker skyldes ubetænksomhed eller slet og ret sløseri, og det er bl.a. det, vi har i kikkerten under vores aktion i dag,” siger kontorchef Sonja Ploug Jensen fra Arbejdstilsynet.
Under de tidligere aktioner har Arbejdstilsynet især slået ned på det farligste arbejde på byggepladserne, ikke mindst arbejde i højden. Ved onsdagens aktion vil også andre risikable områder blive kigget nærmere efter. Det drejer sig bl.a. om færdselsvejene på byggepladserne, der i de fugtige perioder af året giver risiko for udskridning af køretøjer, faldulykker på grund af mudder.
”Vi kunne med glæde konstatere, at antallet af dødsulykker på byggepladserne faldt sidste år, men desværre også, at antallet af ulykker i bygge- og anlægsbranchen steg,” oplyser Sonja Ploug Jensen.
Hun lægger vægt på, at det ikke er nok, at man i branchen undgår de værste ulykker.
”Også de mindre alvorlige ulykker kan nemlig betyde langvarigt sygefravær for de ansatte - med deraf følgende ulemper for ansatte og arbejdsgivere samt store udgifter for samfundet til sygedagpenge med videre,” tilføjer Sonja Ploug Jensen.
Dagens aktion afvikles samtidigt med, at Arbejdstilsynet er ved at screene arbejdsmiljøet hos samtlige bygge- og anlægsvirksomheder med ansatte.
”I kraft af vores screeninger får vi foretaget en systematisk gennemgang af arbejdsmiljøet hos alle virksomheder, mens vi med aktionerne kan sætte spot på udvalgte risikoområder på byggepladserne. På den måde kommer vi ordentligt rundt om tingene,” påpeger Sonja Ploug Jensen.
I 2006 blev der anmeldt i alt 5.422 arbejdsulykker inden for bygge- og anlægsbranchen. Over de seneste 5 år er antallet af ulykker steget med mere end 20 procent.