Støtte til Honduras fra 3F's kongres

Fagbevægelsen i Honduras modtog støtte fra 3F's kongres i kampen for demokratiske og faglige rettigheder.

Nye lov truer med at fratage millioner af arbejdere deres rettigheder, Samtidig bliver  faglige ledere og journalister stadig forfulgt og myrdet, fortæller Carlos Reyes, leder af drikkevarearbejdernes forbund i Honduras. (Foto: Hanne Loop)Nye lov truer med at fratage millioner af arbejdere deres rettigheder, Samtidig bliver faglige ledere og journalister stadig forfulgt og myrdet, fortæller Carlos Reyes, leder af drikkevarearbejdernes forbund i Honduras. (Foto: Hanne Loop)

3F's forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen, gav fra kongressens talerstol sin opbakning til fagbevægelsen i Honduras.

3F's kongres valgte at bakke op om en klage til ILO over et forslag til nye, kontroversielle arbejdsmarkedslove i Honduras, der blev ramt af statskup i 2009.

De facto-regeringen i Honduras ønsker med de nye love at fremme kontrakter på time- eller dagsbasis. Det betyder, at løsarbejderne mister sociale goder som ferie og løntillæg, og at mange reelt mister retten til at organisere sig og forhandle overenskomst, vurderer Carlos Reyes, formand for drikkevareforbundet Stibys. Han deltog på 3F's kongres i Aalborg.

- Kup-regeringen benytter den økonomiske krise til et forsøg på at eliminere arbejdernes rettigheder. Ifølge loven skal man være fastansat for at nyde godt af de elementære faglige og sociale rettigheder, siger Carlos Reyes.

I forvejen er der en stor overvægt af løsarbejdere i landet. Ifølge en undersøgelse, som 3F's partnere har lavet, er der 36 løst ansatte for hver fastansat i sukkerindustrien. I havnene er forholdet 17 til 1.

Carlos Reyes vurderer, at den politiske krise, der har ramt landet, nu også er en social og økonomisk krise, der har ramt hele samfundet: Lærere, bønder og store dele af fagbevægelsen er i konstant konflikt med myndighederne om angreb på basale rettigheder og levevilkår. Samtidig har Verdensbanken netop opfordret regeringen til at fastfryse lønningerne i landet.

En samlet fagbevægelse blokerede landets hovedveje og satte store dele af samfundet i stå den 7. september i protest mod de foreslåede love. Organisationerne krævede samtidig en forhøjelse af mindstelønnen.

Støtte til ny forfatning

Vold og undertrykkelse af politiske modstandere er en del af hverdagen i det fattige land.

- Landets ledere forsøger at bilde os ind, at alt er fredeligt, men faglige ledere og journalister bliver stadig forfulgt og myrdet, fortæller Carlos Reyes, der selv er blevet angrebet og såret af politiets kugler og flere gange er blevet truet på livet.

I en ny rapport konkluderer den globale faglige sammenslutning, Ituc, at statskuppet i 2009 har betydet angreb på stort set al faglig aktivitet og mord på tolv fagligt aktive.

Den 18. september blev endnu et offer føjet til listen: Den 49-årige Juana Bustillo, der var formand for de ansatte i landets social- og sundhedsinstitut, blev myrdet af ukendte gerningsmænd på åben gade. Fagforeningskvinden var desuden aktiv i modstandsbevægelsen mod statskuppet.

Over en million ønsker ny forfatning

På samme tid viser modstandsbevægelsen, at den har opbakning i brede dele af befolkningen. I begyndelsen af september kunne fronten fremvise 1,2 millioner underskrifter for en ny grundlovsgivende forsamling. Det var netop, hvad den afsatte præsident, Manuel Zelaya, havde planlagt, da han blev udsat for et statskup i juni 2009.

- De mange underskrifter har ingen juridisk betydning, men stor politisk værdi. Vi forventer at kunne mobilisere mange tusinde mennesker på gaden de kommende uger i manifestationer for et mere demokratisk Honduras, fortæller Carlos Reyes, der udover at være faglig leder, er en central figur i modstandsbevægelsen.

Han håber, at en grundlovsgivende forsamling bliver en realitet inden næste præsidentvalg i 2013.

Solidaritet er uvurderlig

Carlos Reyes vurderer, at Honduras i dag bliver ledet i tæt samarbejde med USA's ambassade i landet.

- USA spillede en rolle i kuppet, fordi Honduras havde tilsluttet sig Alba-samarbejdet med blandt andre Venezuela og Bolivia, og det gav bekymringer i Washington. I dag, 14 måneder efter kuppet, har USA kontrol over tre militærbaser i landet, og det har stor geostrategisk betydning, siger Carlos Reyes.

3F har i en årrække samarbejdet med Stibys og andre fagforeninger i Honduras. Fagligt aktive fra 3F har besøgt Honduras flere gange de seneste år i forbindelse med solidaritetsarbejdet. Carlos Reyes kalder 3F's støtte til fagbevægelsen i Honduras for uvurderlig:

- Den internationale solidaritet gør, at vi føle os stærke. Vi ved, at vi ikke er alene.