Under jorden for demokrati i Honduras

Tortur og drab på politisk aktive efter statskup i Honduras. 3F vil støtte kampen for demokrati. Se en række stærke billeder fra kupper her.

  • Efter kuppet har myndighederne i Honduras lukket to uafhængige medier, Radio Globo og Canal 36 og indskrænket ytringsfriheden. Flere kritiske journalister er desuden blevet overfaldet og i visse tilfælde udsat for tortur. (Foto: Privatperson i Honduras).
  • Modstandere af kuppet anklager Honduras¹ militær for at bruge giftgas, der har kostet mindst én demonstrant livet. Desuden har politi og militær skudt med skarpt og brugt knipler, tåregas, gummikugler og vandkanoner. (Foto: Privatperson i Honduras).
  • Undertrykkelsen rammer også fagbevægelsen i Honduras. To gange er drikkevarearbejdernes fagforening, Stibys, blevet angrebet med skud og bomber. Mindst tolv fagligt aktive er blevet dræbt. 3F støtter Stibys og en række andre fagforeninger i Honduras gennem ulandsprojekter. (Foto: Privatperson i Honduras).
  • Kup-regeringen ophævede befolkningens basale frihedsrettigheder den 22. September. Det går blandt andet ud over ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til fri bevægelse og fængsledes rettigheder. (Foto: Privatperson i Honduras).
  • Trods udgangsforbud og overfald, har tusindvis af mennesker har demonstreret dagligt i Honduras for demokrati. Bevægelsen mod kuppet består bl.a. af fagforeninger, indianske organisationer, bønder, unge og kvindebevægelser. (Foto: Privatperson i Honduras).
  • Formanden for lærernes fagforening i Honduras, Jairo Sabchez, døde den 19. oktober efter at være blevet skudt af sikkerhedspolitiet under en demonstration. De fleste ledere af fagforeninger og folkelige bevægelser er blevet tvunget til at gå under jorden efter kuppet på grund af livsfare.
 (Foto: Privatperson i Honduras).
  • 18-årige Mauricio Maldano er et andet af de mange ofre for myndighedernes vold. Han blev skudt i maven, da han var på vej til købmanden i sit boligkvarter i hovedstaden Tegucigalpa. Regeringen havde netop hævet udgangsforbuddet. Alligevel skød politiet uden varsling. (Foto: Privatperson i Honduras).
  • Menneskeretsorganisationer fortæller om overfald og heksejagt på modstandere af kuppet. Betjente beskyldes for at åbne ild mod fredelige beboere i fattige kvarter i hovedstaden, fordi de mistænkes for at støtte den afsatte præsident Zelaya. Flere er rapporteret såret. (Foto: Privatperson i Honduras).
  • 80 procent af befolkningen i Honduras lever i fattigdom. 36 procent lever for under en euro om dagen. Den afsatte præsident manuel Zelaya har først og fremmest støtte fra de fattigste honduranere, der ønsker forandringer. (Foto: Privatperson i Honduras).
  • I alt er over 100 mennesker er blevet dræbt som følge af statskuppet, ifølge menneskeretsorganisationen CODEH. Flere hundrede er blevet såret og tusinder har været tilbageholdt af politiet. (Foto: Privatperson i Honduras).
  • Det folkelige pres for demokrati fortsætter dag efter dag i Honduras. 3F kræver, at den danske regering utvetydigt fordømmer kuppet og arbejder for et maksimalt internationalt pres på kupmagerne. (Foto: Privatperson i Honduras).

Klik her og se billederne i større udgave.

Dødstrusler, overvågning og et liv i skjul. Det har været hverdag for den faglige aktivist Erasto Reyes fra Honduras i Mellemamerika, siden militæret stod bag et statskup 28. juni.

36-årige Erasto Reyes er med i modstandsbevægelsen i Honduras, og det betyder, at han sætter livet på spil hver eneste dag. Adskillige mennesker er blevet dræbt af militær og politi, og menneskeretsorganisationer melder om tortur og vilkårlige anholdelser. Fagforeninger er blevet bombet, og nyhedsmedier er blevet angrebet.

- Det er ikke kun mig, der er truet. Lederne af sociale og faglige bevægelser er gået under jorden. Alle, der kræver demokratiet genindført, er i livsfare, siger Erasto Reyes.

Han er tidligere tillidsmand på et bryggeri. I dag er han rådgiver for fire forskellige fagforeninger, der samarbejder med 3F.

Erasto Reyes har netop været i Danmark for at fortælle om kampen for demokrati i Honduras. Han blev lovet opbakning fra 3F:

- 3F støtter fuldt ud honduranernes kamp imod kuppet. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem med at slippe af med diktaturet, siger Steen Andersen, næstformand i 3F.

3F vil undersøge mulighederne for at sende en dansk delegation til Honduras og dokumentere brud på menneskerettighederne.