Ortega styrker bånd til Chavez og fagbevægelsen
Nicaraguas fagbevægelse får ministerposter i ny regering. Oliepenge fra Venezuela skal genoplive den kooperative bevægelse og styrke de fattige landområder.
Hugo Chavez Chaves (tv) og Daniel Ortega.
Foto: Karsten Fogde Nicaraguas nyvalgte præsident Daniel Ortega lægger op til et tæt samarbejde med landets fagbevægelse. Fire ministerier og en række andre ledende poster går til repræsentanter fra de faglige i den nye regering. Det meddeler landets landsorganisation, FNT.
Fremragende signal
- Det er et fremragende signal og mere positivt end forventet. I perioder har Ortegas bevægelse, Sandinisterne, lagt afstand til fagbevægelsen, siger Karsten Fogde, der er rådgiver for 3F i Mellemamerika.
Blandt de nyvalgte ministre er Janet Chavez fra forbundet af offentligt ansatte. Hun bliver arbejdsminister i Ortegas regering. Hun skal håndtere et arbejdsmarked, der reelt fungerer uden faglige rettigheder.
Opgør med korruption
- Den nye regering får store muligheder for at ændre på forholdene, men det kommer ikke til at ske over en nat. Den første opgave er at håndhæve loven, så virksomhederne i eksportzonerne for eksempel ikke kan fyre de fagligt aktive uden videre, siger Karsten Fogde.
Han vurderer, at de multinationale selskaber i eksportzonerne vil reagere i det skjulte og forsøge at købe sig til indflydelse i den nye administration:
- Tidligere har Arbejdsministeriet aktivt hjulpet virksomhederne med at rense ud i fagforeningerne ved at udlevere navne på de aktive. Selskaberne har gennem korruption betalt en form for forsikring mod fagforeninger, fortæller Karsten Fogde.
Støtte fra Chavez
Blandt Daniel Ortegas første handlinger er et samarbejde med Venezuelas præsident, Hugo Chavez om at bekæmpe fattigdommen i Nicaragua.
Det sker gennem en markant styrkelse af landets kooperative bevægelse, der hænger tæt sammen med landarbejderforbundet ATC.
Aftalerne mellem Ortega har Chavez har foreløbig resulteret i oprettelsen af en udviklingsbank med 120 millioner kroner, der bruges på mikrokreditter til Nicaraguas fattige bønder. Lånene er afdragsfrie i to år og med en rente på kun to år.
Kommer de fattige til gode
- Der er flere tiltag, som ikke mindst kommer fattige bønder og landarbejdere til gode.
Chavez donerer blandt andet diesel, traktorer og 10.000 organisk kvælstof til Nicaragua. Han har lovet penge til opbygningen af et olieraffinaderi og 32 store generatorer, der skal holde Nicaraguas produktion oppe, fortæller Karsten Fogde.
Generatorerne var oprindeligt tiltænkt Cuba, men efter aftale mellem landene ender
de nu i Nicaragua. Landet er Mellemamerikas fattigste. Fire millioner lever i fattigdom, og to millioner i ekstrem fattigdom.
I alt er der indgået 15 aftaler mellem organisationer i Venezuela og Nicaragua.
Daniel Ortegas tilknytning til Latinamerikas venstrefløj blev understreget ved hans første officielle optræden. Hugo Chavez, Bolivias præsident Evo Morales og Cubas vice-præsident, José Machado talte sammen med den nyvalgte præsident til en stor folkemængde i Managua.
Ortega fordømte den nyliberalisme, der har kendetegnet Nicaragua i 16 år og fortalte, at Cuba har tilbudt at støtte landet med et større uddannelsesprogram.