Guatemala: Vold, dødstrusler og fyringer
Siden september har 36 fagligt aktive demonstreret foran kongressen for at få anerkendt deres fagforening i det selskab, der blandt andet fremstiller Pepsi Cola i Guatemala. De er blevet mødt med overfald og afpresning.
Tre fyrede arbejdere, Daniel Ramirez, Marco Antonio og Franco og Edwin Alvarez protesterer foran kongresseni Guatemala. (Foto: Thorkil Green Nielsen)
Det er nogle af de overgreb, som de fagligt aktive i en af Guatemalas førende virksomheder, Castillos Hermanos, er blevet udsat for. Koncernen producerer blandt andet Pepsi Cola, mineralvand og de fleste øl-mærker i det centralamerikanske land.
Siden 1. september har 36 fyrede holdt vagt i et telt af plastic og blikplader foran kongresbygningen i hovedstaden Guatemala City. De vil genansættes og kræver, at deres fagforening bliver godkendt af Arbejdsministeriet.
- Castillos Hermanos har brugt mange kneb for at splitte os, skræmme os og knuse vores fagforening. Hvis vi giver op, så vil andre arbejdsgivere ty til samme metoder, og hele fagbevægelsen i Guatemala kan komme i fare, siger Marco António Franco.
Han nåede at arbejde to år på koncernens distributionslager for mineralvand, Distribudora El Petén, og var med at stifte en fagforening for de 600 ansatte. Den hed Sintrapeten og var klar til officiel godkendelse af Arbejdsministeriet i første uge af maj 2008.
- Men 3. maj fik vi pludselig at vide, at lageret ville lukke. Distributionen af mineralvand ville blive flyttet til syv nye virksomheder, mindes 22-årige Marco.
Tævet med knipler og køller
De ansatte blev gennet ind i minibusser og kørt til forskellige hoteller i hovedstaden. Dér blev de presset til at skrive under på en kontrakt, som sikrede dem genansættelse i en af de nye virksomheder. Betingelsen var, at de ikke ville melde sig ind i en fagforening.
- De fleste skrev under, men vi var 36, der sagde nej. Vi ringede til politiet og fortalte, at vi var blevet bortført. Men da betjentene kom, blev vi smidt på gaden, forklarer en af Marcos kolleger, Daniel Ramirez.
De 36 tog tilbage til lageret og blokerede portene, så lastbilerne ikke kunne køre ud med drikkevand. Næste dag dukkede 200 vagter og polifolk op tævede løs på blokadevagterne med kæppe og knipler.
- Jeg blev ramt på armene og skuldrene og var øm længe efter, mindes Marco António Franco. Men han og de 35 andre fortsatte blokaden indtil 1. september, da de byggede teltet foran kongressen.
Selskab med forbindelser
- Vi er havnet i en grotesk situation. Arbejdsministeriet godkendte vores fagforening, Sitrapeten, fire dage efter, at vi blev fyret, siger generalsekretæren for Sitrapeten, Edwin Àlvarez.
– Nu eksisterer distributionslageret ikke længere, og ministeriet nægter at give Sitrapeten tilladelse til at organisere arbejderne på de syv nye virksomheder.
Han mener, at Arbejdsministeriet og arbejdsgiverne samarbejder om at trække sagen i langdrag.
- Hermanos Castillos har gode forbindelser i ministeriet og de har råd til de dyreste advokater. De har brugt vold og trusler imod os, og nu forsøger de at sulte os ud. Men vi giver ikke op, siger Edwin Álvarez, der flere gange er blevet truet på livet af koncernens mellemledere .
De 36 fyrede skiftes til at holde vagt i teltet foran kongresbygningen. De får æg, mel og andre fødevarer af en kvindeorganisation og penge af fødevarearbejdernes forbund, FESTRAS, som støttes af 3F.