Stor sejr for arbejdere i Ecuador

Ny lov gør op med mange års udelukkelse af fagforeninger, ikke mindst i banansektoren.

Private vagtværn holder fagforeninger nede på bananplantagen Los Alamos i Ecuador i 2002. I dag er styrkeforholdet ændret. (Foto: Søren Zeuth)Private vagtværn holder fagforeninger nede på bananplantagen Los Alamos i Ecuador i 2002. I dag er styrkeforholdet ændret. (Foto: Søren Zeuth)

I disse dage er det seks år siden, at ni bananarbejdere blev skudt og såret under en strejke på storplantagen Los Alamos i Ecuador.

En af arbejderne, Mauro Romero, mistede det ene ben, da bevæbnede banditter overfaldt strejken.
Den blodige strejke indledte for alvor kampen for at sikre Ecuadors 300.000 bananarbejdere basale rettigheder. Organiserede arbejdere var på det tidspunkt jaget vildt.

Nu kan bananarbejderne glæde sig over en vigtig sejr i kampen for retten til at organisere sig. Ecuadors forfatningsgivende forsamling har netop vedtaget en lov, der forbyder de metoder, som arbejdsgivere i årevis har brugt for at undgå fagforeninger:

Oprettelsen af små, falske underfirmaer uden ret til fagforeninger og arbejdskontrakter på time-basis. Loven er den foreløbige kulmination på fagbevægelsens arbejde på at sætte arbejdernes rettigheder på dagsordenen i Ecuador.

Tilegnet sårede strejkende

Den faglige leder Guillermo Touma har været med til at formulere den nye lov. Han var selv med til strejken på plantagen Los Alamos, da arbejderne blev angrebet.

- Denne første sejr er tilegnet de modige arbejdere på Los Alamos, der valgte at bryde deres lænker – og ikke mindst til Mauro Romero, der mistede sit ben efter skud fra lejemorderne, siger Guillermo Touma, der er formand for landarbejdernes forbund Fenacle.

I 2006 blev arbejdsgivernes ret til de såkaldte mellemfirmaer begrænset, men nu er de altså blevet fuldstændigt bandlyst.

Støtte fra 3F

3F har støttet Fenacle gennem internationalt projektarbejde i en årrække. De seneste år har Fenacle organiseret tusinder af fattige landarbejdere. Senest har forbundet indgået en overenskomst med selskabet Dole, der længe har været kritiseret for at bekæmpe fagforeninger.

3F støttede desuden Guillermo Toumas kampagne for at blive valgt til den forsamling, de skal skrive Ecuadors nye forfatning. Siden Rafael Corea i 2006 blev valgt til Ecuadors præsident, har han sat en radikal ny kurs for landet med fokus på de fattigstes rettigheder.

- Udviklingen i Ecuador viser, hvad det betyder, når man får opbygget stærke fagforeninger. Fenacle har ikke blot forbedret arbejdsforholdene for landarbejderne. De sørger også for, at de fattige har en stemme i debatten om den nye grundlov og påvirker lovene, siger Sune Bøgh, international sekretær i 3F.

Han glæder sig over, at det netop er brugen af underentreprenører og fiktive firmaer, der bliver slået ned på.

- Det er et godt eksempel for andre, for netop den metode bruges i et utal af lande i Latinamerika, men for eksempel også i Kina.