Frit spil for radikale bosættere
Lovløsheden på Vestbredden formodes at kunne gribe om sig, mens de israelske politikere slipper kontrollen for at gå til valgkamp. Det er dybt skadeligt for mulighederne for fred, mener 3Fs mand i området.
Den israelske besættelse af palæstinensiske områder suppleres i tiden af voldelige angreb på landarbejdere (Foto: Søren Zeuth)
- De kom derovre fra, siger en ung fyr ved navn Salim og peger ud i landskabet.
Vi er mellem de tusinder af oliventræer, som omgiver landsbyen Kufr Qadum, midt på Vestbredden. Salim peger over mod den store bosættelse Kedumim, der ligger ganske tæt på sammen med et par af de såkaldte bosætterudposter på egnens bjergskråninger.
I dag er her atter tilsyneladende ro, men det er en nervøs ro og ingen ved, hvor længe den vil holde i en situation, som bliver mere spændt for hver dag. Ingen har kunnet identificere angriberne, men Salim er overbevist om, at de kom fra en af udposterne.
Udposter er betegnelsen på de helt små bosættelser, som ofte blot består af en serie præfabrikerede huse, og i modsætning til de egentlige bosættelser har de end ikke nogen form for anerkendelse fra de israelske myndigheders side.
I de seneste måneder er der i denne del sket en tydelig radikalisering, som selv den etablerede bosætterbevægelse tager afstand fra, og den halvanden måned lange, og voldsomt afgørende palæstinensiske olivenhøst er nu blevet scenen for et stærkt stigende voldsniveau. Kufr Qadum er et af flere særligt følsomme brændpunkter.
Ingen snak til arbejdet
Ude i vest truer et par tunge skyer, der er klar til at lade efterårets første regn falde på det tørre landskab.
- Regnen er vores mindste bekymring, siger en anden høstarbejder ved navn Muhammed.
- Her på egnen er der mere truende uvejr, og desuden føler vi, at regnen måske kan beskytte os. Hvis det regner, kan det være bosætterne bliver hjemme.
Oliventræer vokser i en cyklus, hvor hvert andet år giver ringe høstudbytte, mens man de øvrige år finder træer, der bugner af frugt. I år er høsten særligt god, og derfor er det også afgørende af få det hele i hus, ikke mindst fordi oliven fylder så meget i den slunkne palæstinensiske økonomi.
Ifølge tal fra FNs Udviklingsprogram, UNDP, er 43 pct. af al landbrugsjord på Vestbredden tilplantet med oliventræer, der er ca. 10 millioner af dem og knap 100.000 familier lever af produktionen.
Arbejdet ved Kufr Qadum starter tidligt. Allerede når det første morgenlys viser sig ved halv sekstiden er mændene i gang, og de regner med at sjakket på ti mand indtil sent på eftermiddagen kan have plukket 20 træer, hvilket i år svarer til 500 kilo oliven.
- Ingen snakker til arbejdet, vi tænder ikke radioen og gør det hele så stille som muligt. Vi lytter hele tiden til lyde i landskabet. For at høre om nogen er på vej, forklarer Muhammed.
Valgkamp forværrer forhold
Situationen har i denne uge fået en drejning til noget, som nemt kan blive værre, fordi lederen af det israelske Kadima-parti, Tzipi Livni, har udskrevet valg efter at have opgivet at danne en ny regeringskoalition.
- Det er vanskeligt at sige, hvad der vil ske, siger Sarit Michaeli fra den israelske menneskerettighedsorganisation, Btselem, hvor man følger situationen nøje.
- Sædvanligvis sker der det op til et valg, at politikerne slipper kontrollen for at koncentrere sig om valgkampen.
Det øverste ansvar for roen på Vestbredden ligger hos forsvarsminister Ehud Barak, hvis Arbejderparti ifølge meningsmålingerne står til at gå tilbage fra sine nuværende 19 mandater i Knesset til 11. Frem til valget, som formentlig vil finde sted midt i februar, vil ethvert skridt fra Baraks side indgå i valgkampen, og det er muligt, at han vil fortsætte sin relativt bløde kurs overfor de radikale bosættere, for ikke at skubbe endnu flere vælgere fra sig.
Indtil nu har han i hvert tilfælde ikke givet hæren besked på at slå synderlig hårdt ned på bosætterne. Og i denne ånd har hæren for et par uger siden indført det system, at forskellige palæstinensiske distrikter kan høste olien på skift, så soldaterne dermed kan være der for at beskytte arbejdet. Hvor beskyttelsen således ikke kan være til stede, skal høstarbejdet til gengæld ligge stille.
- Jeg har talt med Landarbejdernes Forbund,” siger Ali Khilleh, der repræsenterer 3F og en række danske fagforeningers projekt på Vestbredden.
- Her siger man, at den israelske hær ikke gør nok for at bringe situationen under kontrol.
Indtil videre har Khilleh ikke konstateret, at den højspændte situation har haft indvirkning på de projekter, han arbejder med.
- Men hændelser som disse forgifter stemningen og svækker palæstinensernes tro på de fredsbestræbelser, der gøres fra forskellig side, forklarer han.
- Og på langt sigt vil det have en skadevirkning. Vi arbejder for at forbedre arbejdernes forhold og styrke deres organisering, og det skal jo på lidt længere sigt være med til at styrke viljen til fred og sameksistens. Og et vigtigt element i vores projekt er jo udbyggelsen af samarbejdet mellem (det palæstinensiske LO) PGFTU og (det israelske modstykke) Histadrut. Her kan der nemt gå noget i stykker.
Et svagt håb
Sarit Michaeli ser dog et håb om, at er holdningsskifte er på vej hos de israelske myndigheder. Mens hun beklager, at den gennemsnitlige israelske befolkning kun interesserer sig perifert for overgreb mod palæstinenserne, er det en anden snak når truslen rettes mod israelere.
Det vakte således stor debat, da formodede højrefløjsaktivister tidligere på måneden placerede en bombe, som detonerede og sårede en af bosætterbevægelsens skarpeste kritikere, professor Zeev Sternhell. Og kort efter rettede elementer fra den ekstreme højrefløj dødstrusler mod det fremtrædende medlem af organisationen Fred Nu, Yariv Oppenheimer.
I begyndelsen af denne uge gik denne udvikling et skridt videre, mens soldater var ved at rømme en bosætterudpost udenfor Hebron på Vestbredden. Unge bosættere bombarderede dem med sten og råbte, at de fortjente at dø eller lide samme skæbne som Gilad Shalit, den israelske soldat, som har været fange hos Hamas på Gazastriben i et par år.
- Israelere tager ikke let på det, når nogen siger den slags til landets soldater, slutter hun.
- Så gør bosætterne sig selv til deres egen værste fjende. Hvem ved, måske kommer det til at gøre udslaget.