Sigøjnere kæmper for at overleve i Jerusalem
Et af Palæstinas små mindretal holder lav profil fordi omgivelserne ikke bryder sig om dem. Amoun Sleem prøver at skabe forståelse og forbedre deres vilkår
Palæstinensiske sigøjnere er blandt de dårligst stillede i Jerusalem, fortæller Amoun Sleem. (Foto: Hans Henrik Fafner )
- Ham med huen, han er sigøjner, har en handlende i en af gadens små butikker netop forklaret. Den anden er palæstinenser.
I Jerusalems gamle bydel lever et par tusinde medlemmer af byens nok mest oversete mindretal, sigøjnerne, mens andre 3.000 lever spredt rundt om i resten af Østjerusalem og ud i landsbyerne på Vestbredden. De israelske myndigheder betragter dem som palæstinensere, mens mange palæstinensere ser ned på dem og anser dem for tilflyttere, som de helst ikke vil vide af. Sigøjnerne lever på mange måder på bunden i et samfund, der i sig selv lider under store sociale og økonomiske problemer.
- Vi er begge palæstinensere, siger begge mændene. Venligt, men med tydelige tegn på, at samtalen hermed også er slut. Sigøjnerne skjuler deres egen identitet i den palæstinensiske, de holder lav profil og synes selv, de har al mulig grund til at leve så diskret som muligt.
Forlader skolen
- De fleste mennesker bliver overraskede over at vi overhovedet findes, siger Amoun Sleem, en selvbestaltet og dynamisk talskvinde for Jerusalems sigøjnere.
- Men hvad enten folk kan lide det eller ej, så findes vi, vi har rettigheder, og vi er en af de ældste befolkningsgrupper i byen.
Vi møder Amoun Sleem på The Domari Society, en organisation hun har grundlagt og driver for at gøre omverden opmærksom på sigøjnerne og deres kultur. Og ikke mindst for at slås for deres rettigheder og sætte medlemmer af det lille samfund bedre i stand til at klare sig på arbejdsmarkedet og i tilværelsen i det hele taget.
- Mange sigøjnere får en dårlig start allerede i skolen, forklarer hun og fortæller om sin egen skoletid.
- Både lærere og elever mobbede os, og på et tidspunkt fik jeg nok. Jeg kvittede skolen. Det sker for mange sigøjnere, og når de aldrig får sig en uddannelse ender de i de ringeste jobs.
Amoun Sleem bed dog tænderne sammen og vendte tilbage til skolen efter at have været hjemme i to år. Hun fandt det ydmygende at se sigøjnere gå til naboerne, når der kom brev fra kommunen, fordi de aldrig havde fået lært at læse eller skrive. Hun fik sin studentereksamen og en BA i turisme, fordi hun gerne ville have med mennesker at gøre.
Overlevelsescenter
- Det med mennesker blev dog til centeret her, for jeg følte at nogen måtte gøre noget, smiler hun.
Hun kalder det et overlevelsescenter, fordi det hver dag må kæmpe for sin overlevelse. Donationer udefra er det meget småt med, og på den måde minder centerets situation om dets eget formål, nemlig at lære sigøjnerne at overleve. For sparsomme midler og frivillig arbejdskraft arrangerer hun kurser, der navnlig fokuserer på kvinderne, som er den svagest stillede del af sigøjnerbefolkningen. De kommer for at lære at læse, nogle lærer engelsk, der er kurser i kosmetologi eller frisørfaget, og så laver de kunsthåndværk, som skaffer centeret lidt indtægter ved videresalg. Og så kommer navnlig mange børn til centeret for at lære deres eget sprog.
- Mange taler arabisk for at man ikke skal lægge mærke til, at de er sigøjnere. Det synes de er lettere på den måde, men det gør jo også, at vi mister vores kulturelle identitet, tilføjer Amoun Sleem.
Sigøjnerne stammer oprindeligt fra Indien. Da de vandrede vestover blev en gruppe boende i Mellemøsten. De kalder sig dom eller domari, ligesom sproget hedder dom, mens de, der fortsatte og i dag lever i Europa kalder sig roma. Hvornår de kom ved ingen med sikkerhed, men det er dokumenteret, at der har været fastboende sigøjnere i Jerusalem i mindst 400 år.
Flytter fra Jerusalem
- På den måde har vi levet hele stedets nyere historie med, ligesom vi i dag har alle palæstinensernes problemer, oveni vore egne, siger hun.
Langt op i historien levede mange af sigøjnerne som ørkenens beduiner, en anden gruppe med en lang tradition for et kantet forhold til de fastboende palæstinensere. Og ligesom disse har de gennem årene haft deres egen kultur og holdt på traditionerne i det omfang, det har kunnet lade sig gøre. Sigøjnernes køkken adskiller sig fra det lokale palæstinensiske, de har andre skikke i forbindelse med bryllup og dødsfald, og deres tøj og boligindretning er mere farvestrålende.
- Vi kan godt lige guld og glimmer. Palæstinenserne siger, det er billig show off. I virkeligheden er det jo et spørgsmål om smag og tradition, men det er også et af de elementer, der har skabt modsætningsforholdet og dermed også den sociale situation, sigøjnerne er kommet i. Her prøver vi at holde på vores kultur samtidig med at vi bruger den til at skabe større forståelse, siger hun.
Dette er en af årsagerne til at Domari Centeret ligger på hovedgaden i bydelen Shuafat. Det er en synlig adresse, som har ført til en langsomt vågnende forståelse blandt de palæstinensiske naboer. Men det er samtidig upraktisk for sigøjnerne, idet stort set ingen af dem bor i her. Det relativt velstående Shuafat er ganske enkelt for dyrt for sigøjnere. Leveomkostningerne er også høje i den gamle bydel, hvor Amoun Sleem selv bor, og andre dele af Østjerusalem, og det tvinger mange til at flytte ud i landsbyerne på Vestbredden. Her er alt billigere, men når de først har slået sig ned her, inddrager de israelske myndigheder deres opholdstilladelse til Jerusalem, og så befinder de sig i palæstinensernes klassiske fælde.
- Dette er endnu et af de problemer, vi hver dag må kæmpe med ved siden af det andet, siger hun.
- Jeg er stolt af at være sigøjner, men det er ikke enkelt.