3F støtter ny enhed i Mellemøsten

Danske forbund forsøger at bringe fagbevægelsen i Israel og Palæstina sammen gennem nyt projekt. Formålet er at sikre rettigheder for palæstinensiske arbejdere i Israel.

Dansk fagbevægelse støtter palæstinenserne i nyt projekt. Her er det konsulent Ali Khilleh på et slagteri i Nablus. (Foto: Søren Zeuth.)Dansk fagbevægelse støtter palæstinenserne i nyt projekt. Her er det konsulent Ali Khilleh på et slagteri i Nablus. (Foto: Søren Zeuth.)

Dansk fagbevægelse vil med en række tiltag forbedre palæstinensiske arbejderes vilkår de kommende år. Det sker via et nyt fagligt projekt, der begyndte den første januar i år og varer to et halvt år.

Projektet skal blandt andet skabe bedre vilkår for de mange palæstinensiske arbejdere, der arbejder i Israel eller på israelske bosættelser.
Det skal ske i et usædvanligt samarbejde med to fagforbund på hver side af konflikten i området: den palæstinensiske landsorganisation, PGFTU, og den israelske ditto, Histadrut.

3F's internationale sekretær, Sune Bøgh, er glad for initiativet:

- Ethvert samarbejde mellem fagbevægelsen i Israel og Palæstina kan være et lille bidrag til at skabe grundlag fred i området. Det var PGFTU’s forslag, at samarbejde med israelerne skulle være en del af projektet, og det vil vi gerne støtte op om, siger Sune Bøgh.

Arbejder uden rettigheder

- De to forbund forsøgte at arbejde sammen om at forbedre palæstinenseres vilkår i Israel for nogle år siden, men det blev hurtigt ødelagt af den tilspidsede konflikt og af politiske og praktiske uenigheder, fortæller Ali Khilleh, der er konsulent på det danske projekt, til Nyhedsbrevet 3F.

Han forklarer, at der er hårdt brug for at støtte de palæstinensiske arbejdere i Israel:

- På grund af den høje arbejdsløshed på Vestbredden er tusindvis af palæstinensere tvunget til at arbejde i Israel og på bosættelser, enten legalt eller illegalt. De er udsat for stærk undertrykkelse og kan aldrig være sikre på at få deres løn, siger Ali Khilleh.

Fokus på kvinder

For at komme arbejdsløsheden til livs er det palæstinensiske selvstyre i gang med at oprette industrizoner for at tiltrække udenlandske investeringer. Også her vil det danske projekt forsøge at spille en rolle.

- Vi skal forsøge at støtte PGFTU, så de ansatte i zonerne sikres ordentlige løn- og arbejdsforhold, siger Ali Khilleh.

Det danske projekt vil desuden bakke op om de to nyoprettede forbund for tekstil- og fødevarearbejdere og gennemføre kurser for kvinder på arbejdsmarkedet.

Projektet gennemføres af HK, Dansk Metal, 3F, FOA, NNF, Dansk El-Forbund og Socialpædagogernes Landsforbund.

3F og tidligere SiD har støttet den palæstinensiske gennem projekter siden 2003.