Undergravende virksomhed
De såkaldte smuglertunneller på Gazastriben skaber mange arbejdspladser i en del af området, hvor der ellers ikke er ret meget at bestille
Det er blevet et almindeligt ufaglært arbejde at grave tunneller til Gaza. Arbejdstiderne er uregelmæssige i Gazastribens uden tvivl mest indbringende erhverv. De såkaldte smuglertunneller ind under grænsen til den egyptiske Sinaihalvø opererer, når der er vareforsendelser, som skal igennem. Og dem er der mange af. Samtidig sørger man for at gøre arbejdet så uregelmæssigt som muligt, for så vidt muligt at undgå, at de israelske spionfly sporer arbejdet, og også faren på den anden side af grænsen, de egyptiske grænsebetjente.
- Det her er et arbejde. Måske ikke helt almindeligt, men alligevel et arbejde. Jeg lever af det og forsørger min familie, smiler Iyad.
Navnet er ikke hans rigtige, og han er meget diskret med at komme med for mange oplysninger om tunnelarbejdet. Sidste år, altså i tiden før Gaza-krigen, foregik arbejdet helt åbent. Man mener, at op til 800 tunneller var i brug, og at omkring 20.000 mennesker havde det som levevej. Krigens israelske luftbombardementer reducerede antallet betragteligt. Hvor mange er i brug i dag, siger ingen, men alle ved, at den underjordiske transport fortsætter og at nye tunneller bliver gravet hele tiden.
Tradition for tunneller
- Vi udfylder et behov, smiler Iyad.
- Der er masser af ting, man ikke længere kan få i Gaza på grund af den israelske blokade, og det kommer gennem tunnellerne i stedet. Det hele er til civilbefolkningen.
FN-organisationen Kontoret for Koordination af Humanitære Forhold (OCHA) i Jerusalem oplyser, at den israelske blokade tillader mellem 30 og 40, helt basale varer at komme ind på Gazastriben, og selv dette ofte i utilstrækkelig mængde. Til sammenligning talte listen omkring 4.000 varer indtil palæstinensiske gruppers tilfangetagelse af den israelske soldat, Gilad Shalit, for godt et par år siden.
Iyad er 23 år og bor i Rafah, den palæstinensiske by i den sydligste ende af Gazastriben. Den egyptiske grænse skærer sig tværs igennem, så byen på den anden side hedder også Rafah. Tunnelfænomenet har fået stor international opmærksomhed i det sidste halve år, men faktisk er der tale om en trafik, der startede tilbage i april 1982, da Israel trak sig ud af Sinaihalvøen og grænsen blev lukket. I starten var smugleraktiviteten decideret kriminel. Det drejede sig om narkotika på vej til den israelske underverden og et kedeligt kapitel af hvid slavehandel i form af navnlig russiske kvinder på vej mod prostitution i den arabiske verden. Men ganske hurtigt blev tunnellerne også transportkanal for varer til den almindelige befolkning.
- Vi tjener godt, men det er vel rimeligt nok, for det er farligt arbejde, tilføjer Iyad.
Han arbejder for en grandonkel, der ejer fire tunneller i området. Kilder på stedet siger, at det koster omkring en halv million dollar at bygge en tunnel, og den investering skal hentes hjem. Mændene, som arbejder nede i tunnelen, lever med en konstant bevidsthed om at et israelsk flyangreb kan komme, mens de er på vej igennem. Og selvom tunnellerne ligger i 10 meters dybde og er afstivet med træbjælker, er der en vis fare for sammenstyrtning, fordi de er gravet i sand. Et ukendt antal palæstinensere har mistet livet i tunnellerne på den konto, og alligevel fortsætter arbejdet.
- Her i Rafah er der ikke andet arbejde at få, så man beder en bøn og håber at alt går godt, siger Iyad.
Udbud og efterspørgsel
Tunnelindustrien har et uformelt takstsystem. Det dyreste er et menneske, som skal betale 3.000 dollar for at komme igennem – men det fås også billigere, hvis man vil risikere en tunnel med ringere afstivning og uden belysning. Hvis man har pengene til det, kan det i dag også sagtens lade sig gøre at købe en splinterny motorcykel i Rafah. På markedet i Gaza by er der også amerikanske cigaretter, cola på dåse, skolebøger og importeret chokolade. Det hele fra tunnellerne, men det betyder så også, at det er væsentlig dyrere end under normale forhold. En ged koster 150 dollar i det egyptiske Rafah og går for det dobbelte i Gaza.
Salah nderstreger, at han har et godt job, og selvom han ved, at Hamas på Gazastriben tager sin del af kagen i form af skatter af tunnelvarerne, går han på arbejde, hver gang der er en opgave.
- Jeg bryder mig ikke om Hamas, men jeg har et godt job, der har sat mig i stand til at købe en bil, så jeg klager ikke,” siger han på et flydende hebraisk, han har lært sig ved fem års arbejde på en restaurant i Tel Aviv.
- Men ved du hvad, israelerne skyder egentlig selv i foden ved deres blokade. Tunnellerne sørger for, at varerne når frem alligevel, og Hamas tjener gode penge og bliver stærkere. Det kunne de undgå ved at hæve blokaden. Men så ville jeg jo nok også miste mit arbejde, så egentlig skulle jeg slet ikke sige det her.