Er tørret frugt sundere end slik?

Klumme: Der er lige så meget sukker i tørret frugt som i vingummi. Derfor skal man passe på med at fylde hullerne mellem måltiderne op med tørrede bananskiver, abrikoser og figner. Pas også på med tørret frugt på havregrøden - lidt rosiner er dog bedre end lidt sukker.

Frugt - tørret eller frisk, alene er som at tisse i bukserne: det smager skønt, men snart vil blodbanen igen være tom for energi, og tankerne vil kredse om det næste sukkerfix.  (Foto: Colourbox)Frugt - tørret eller frisk, alene er som at tisse i bukserne: det smager skønt, men snart vil blodbanen igen være tom for energi, og tankerne vil kredse om det næste sukkerfix. (Foto: Colourbox)

Vindruer bliver med tid og tørring til rosiner. Rosiner indeholder 78 gram kulhydrat pr. 100 gram, heraf er 3,6 gram kostfibre, mens de resterende 74,4 gram er rent frugtsukker. Det er ligeså meget sukker som i vingummibamser.

Ernæringsmæssigt er der ingen forskel på frugtsukker og tilsat sukker – eller honning, rørsukker og farin for den sags skyld. Det naturlige frugtsukker i friske og tørrede frugter er dog skarpt forfulgt af vitaminer, mineraler og sporstoffer, mens tilsat sukker alene bidrager med energi i form af tomme kalorier.

Kroppen kan ikke kende forskel på den ene og den anden slags sukker – så det er din opgave at vælge rigtigt.

Spis brød til

Rugbrød, fuldkornsknækbrød og havregryn i kølvandet på tørret frugt er et must – og det gælder i øvrigt også frisk frugt. Frugt alene er som at tisse i bukserne: det smager skønt, men snart vil blodbanen igen være tom for energi, og tankerne vil kredse om det næste sukkerfix.

Kombinationen af hurtige og langsomme kulhydrater er løsningen. Husk at den sundeste blodsukkerstigning er den langsommeste blodsukkerstigning.

Konklusionen er derfor, at tørret frugt i begrænset mængde selvfølgelig er sundere end slik, fordi der i frugten er vigtige næringsstoffer, der er værd at kæmpe for at få hver eneste dag.

Frugtfif der redder ære og ægteskab

Spis et stykke rugbrød med rosiner eller sammen med en banan om eftermiddagen og oplev, hvordan frugt og brød giver "peace, love and understanding" i krop og sjæl på et tidspunkt, hvor du plejer at have tendens til sukkertrang. På stabil blodsukkerbalance er du kærligheden selv, der kommer ind ad døren efter fyraften.

Udskift hvedemelet med fuldkornsmel i denne opskrift og få mere sundhed ud af disse skønne tranebærboller med frugt og nødder.

Brevkassen: Småsultent er sundt

Kære Vibeke

Skal man spise mellemmåltider, selv om man ikke er sulten?

Hilsen Mariana Z

Kære Mariana Z

Hvis sultfølelsen kun er på vågeblus, tjener den et godt formål. Vi har nemlig brug for denne fornemmelse en gang i mellem. Problemet er bare, at den på et splitsekund kan vende på en tallerken og blive til vilde drømmer om søde og fede lækkerier.

Mellemmåltider kan faktisk gøre kroppen mere forventningsfuld og småsulten på faste tidspunkter af dagen. Det er en skøn og vigtig følelse at få mad, når man trænger til det, og sunde mellemmåltider tager ikke nødvendigvis den glæde fra os. Tværtimod kommer der mere gang i forbrændingen, når vi spiser jævnligt hen over dagen. Det betyder, at både stofskiftet og appetitten kører i et højt gear og hjælper med at holde vægten.