Drop planer om slankekure i januar
Klumme:
Hvis du giver dig selv lov til at give den gas med de fede og søde sager i hele december måned, fordi du planlægger at gå på kur i januar - så hør her: Det er et skråplan med statsgaranteret nederlagsfølelse og stor risiko for vægtøgning, lyder det fra Vibeke Lund.
Drop alle tanker om slankekure og giv i stedet dig selv lov til at spise alting - bare ikke hver dag. Lav regler for, hvornår du gør hvad, og hold dem. Også i december! (Foto: Colourbox) Efter jul er alle dameblade og livsstilsmagasiner tapetserede med det ene bud efter det andet på, hvordan man smider flest mulige overflødige kilo på kortest mulig tid. Den største fare, der lurer her, er de usunde gok i nøden, man giver sig selv, når man efter et hurtigt vægttab lige så hurtigt tager det hele på igen.
Men sandheden er, at de hurtige vægttab ikke holder. Kun mens man er purung, er det muligt at justere vægten med intensiv træning og færre kalorier i en kortere periode.
Derfor gælder det især for alle 30+ om at finde sin normalvægt og holde den - måske med en margin på maksimalt to kilo på begge sider. Ryger man af og til ud af en spisetangent, der øger kropsvægten mere end godt er, bør man helt sikkert overveje en varig kostomlægning eller en ændret madstrategi, der holder hele vejen.
December i højeste frigear
Skumle planer om en snarlig slankekur kan blive et farligt wildcard til at spise alle de lækkerier, man møder på sin vej i december. "Jeg skal jo snart på kur, så det betyder ikke noget".
Og selvom man får taget sig sammen til at smide nogle kilo med en stram diæt, så viser alle undersøgelser, at uanset hvad du vælger at undvære på din tallerken - kulhydrater, fedt eller sukker - så ender du med at blive så træt af din restriktive omgang med mad, at du til sidst giver pokker i det hele og vender tilbage til dine gamle spisevaner.
Velkommen tilbage til START - nu med et par ekstra kilo på sidebenene.
Ingen regler uden undtagelse
Det kan meget bedre betale sig at droppe alle tanker om slankekure og i stedet give sig selv lov til at spise alting - bare ikke hver dag. Lav regler for, hvornår du gør hvad, og hold dem. Også i december!
Sig nej-tak til tilfældigt juleknas, men nyd det til de julearrangementer, som du og familien traditionelt deltager i. Et par æbleskiver med hele svineriet til forældrearrangementet i børnehaven på en tirsdag ødelægger ikke noget.
Det er konfekten, julekagen og alle klejnerne på arbejdet og daglig basis i hele december måned, der vælter læsset. Det havde du egentlig ikke brug for mig til at sige. Jeg har bare lige mindet mig selv om, hvad der venter.
Brevkassen: Hvor sund er dåsemakrel?
Hej Vibeke
Er det sundt at spise en dåse makrel i tomat hver dag?
Hilsen Dåsesmeden
Hej Dåsesmed
Makrellen er en fed fisk, der er værd at gå efter hver dag. Selv om makrel i tomat er "dåsemad", og tomatsaucen indeholder lidt sukker, så er produktet at betragte som sund mad. Hvis du kan variere dit daglige fiskepålæg med for eksempel sild, laks, ørred, hellefisk og torskerogn, lever du tilmed op til kostrådet om variation.