Haarder hylder kompetencevurdering

Undervisningsministeren åbnede tirsdag en storstilet konference om kompetencevurdering. 3F var på talerstolen for at fortælle om forbundets omfattende kompetenceafklaringsprojekt.

Både formand for 3F Poul Erik Skov Christensen og undervisningsminister Bertel Haarder var i går enige om, at kompetenceafklaringer kun er af det gode. (Foto: Per Daugaard.)Både formand for 3F Poul Erik Skov Christensen og undervisningsminister Bertel Haarder var i går enige om, at kompetenceafklaringer kun er af det gode. (Foto: Per Daugaard.)

En million danskere har, ud over den obligatoriske folkeskoleundervisning, ikke papir på, hvad de kan. Men det skal der laves om på. For ved at få papir på, hvilke realkompetencer man har, uanset hvor og hvordan man har erhvervet sig disse, bliver vejen til efteruddannelse og opkvalificering af arbejdskraften kortere.

Undervisningsministeriet havde derfor tirsdag samlet et bredt udvalg af repræsentanter fra fagforening og uddannelsesinstitutioner til en stor konference om anerkendelse af realkompetence.

Formålet var også at sætte fokus på den nye lov, der trådte i kraft i august i år. Loven giver borgerne ret til at få vurderet deres realkompetencer i forhold til voksen- og efteruddannelse og få udstedt et kompetencebevis fra et voksenuddannelsescenter eller en anden uddannelsesinstitution, der udbyder voksenuddannelse.

Ros til arbejdsmarkedets parter

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) åbnede konferencen og roste blandt andet arbejdsmarkedets parter for deres indsats på området.

- Det er dejligt, at arbejdsmarkedets parter er med. Med Partnerskabsaftalen fra juni i år har organisationer som LO, DA og FTF lovet at formidle de nye muligheder, som den nye lov giver for kompetencevurdering, sagde ministeren i sin åbningstale.

På konferencen lancerede Undervisningsministeriet også en ny informationskampagne, der skal starte til næste forår. Kampagnen er et samarbejde med organisationerne i partnerskabsaftalen og skal netop være med til at udbrede kendskabet til mulighederne i den nye lov.

3F går foran

Hos 3F er man allerede godt i gang med at tilbyde samtlige 360.000 medlemmer individuelle kompetenceafklaringsforløb. Derfor var forbundsformand i 3F, Poul Erik Skov Christensen, også inviteret til at fortælle om 3F's ambitiøse kompetenceafklaringsprojekt, hvor målet er at samtlige 3F-medlemmer skal have et personligt overleveret tilbud om kompetenceafklaring inden 2010.

Om baggrunden for projektet sagde Poul Erik Skov Christensen blandt andet, at et kompetenceløft skal sikre, at 3F'erne også kan få en bid af den "uddannelseskage", som de endnu ikke har fået så stor del i.

- Den ulige fordeling af samfundets investeringer i uddannelse er jo med til at cementere uligheden. Når uddannelse skal være med til at mindske uligheden, skal den fordeles mere lige. Det er ganske indlysende, argumenterede han.

Han opfordrede desuden til, at kompetenceafklaring sker med et positivt udgangspunkt.

- Vi vil godt have, at I ser glasset som halvt fuldt og ikke halvt tomt. Det er vigtigt, at I tager udgangspunkt i den enkeltes styrker og muligheder frem for at fokusere på manglerne. Hvis I gør det, så er I nemlig med til at motivere gennem den kompetenceafklaring, I laver.

Blev fyret fordi hun var for lav

Også 3F Esbjerg var mødt op for at fortælle om, hvordan de hjælper medlemmerne med at få afklaret deres kompetencer og videreuddanne sig.

Et af de medlemmer, afdelingen blandt andet har hjulpet, er Kirsten Frederiksen. Hun startede med at gøre rent, men arbejdet sled på hende, så hun skiftede job. Derefter arbejdede hun på en fabrik, men blev fyret, da hun ikke var høj nok til at betjene én af fabrikkens maskiner. Kravet var, at man skulle være minimum 169 centimeter høj, og det var Kirsten Frederiksen kun, når hun havde høje sko på.

Som ledig fik hun hos sin lokale 3F-afdeling i Esbjerg tilbud om at komme til en kompetencevurderingssamtale hos AMU Vest, hvor man fandt ud af, hvad hun kunne, og hvad hun havde lyst til at beskæftige sig med.

I dag er Kirsten Frederiksen kommet i voksenlære som serviceassistent.

- Det var Edith fra 3F, der fortalte mig om serviceassistentuddannelsen og gav mig et spark bagi til at komme videre, fortæller Kirsten Frederiksen, der ikke er i tvivl om, at hun ville være endt på efterløn på grund af nedslidning, hvis hun var forsat med sit rengøringsarbejde.

Læs formand Poul Erik Skov Christensens tale

Læs formand Poul Erik Skov Christensens tale