Uddannelsesklausul i strid med loven

Arbejdsgiver ville binde medarbejder til jobbet i to år til gengæld for uddannelse. Men det er nu stoppet efter aftale mellem 3F og Dansk Industri.

Det er klart i strid med loven om erhvervsuddannelser, hvis en virksomhed forsøger at binde en medarbejder til jobbet som modydelse for en uddannelse, siger forhandlingssekretær Pia Maul Andersen. (Arkivfoto.)Det er klart i strid med loven om erhvervsuddannelser, hvis en virksomhed forsøger at binde en medarbejder til jobbet som modydelse for en uddannelse, siger forhandlingssekretær Pia Maul Andersen. (Arkivfoto.)

Det er klart i strid med loven om erhvervsuddannelser, hvis en virksomhed forsøger at binde en medarbejder til jobbet som modydelse for en uddannelse.

Det siger Pia Maul Andersen, som er forhandlingssekretær i 3F's Industrigruppe.

Et elselskab i Århus havde tilbudt en 3F'er en toårig erhvervsuddannelse med fuld løn og transport betalt. Men hvis han ikke blev i jobbet mindst et år efter endt uddannelse, skulle han betale det samlede tilskud på knap 60.000 kroner tilbage. Og sagde han op det efterfølgende år, skulle halvdelen af tilskuddet retur.

- Erhvervsuddannelsesloven er imidlertid helt klar på det punkt. Den tillader ikke, at man tilføjer nogen form for klausuler til standardkontrakten, med mindre det er aftalt i det faglige udvalg, der har ansvaret for den pågældende uddannelse, siger Pia Maul Andersen.

Hun oplyser, at Dansk Industri er helt enig i den vurdering, og efter en henvendelse fra DI har virksomheden trukket aftalen tilbage.

Man har tidligere set de såkaldte jobklausuler, der forhindrer ansatte i at skifte til konkurrerende virksomheder, brede sig fra at gælde eksperter til almindelige medarbejdere. Men Pia Maul Andersen er ikke stødt på en uddannelsesklausul af denne karakter før.

- Det er ikke noget, jeg har hørt om i industrien - hverken når det gælder erhvervsuddannelser eller almindelig efteruddannelse, siger hun.