Danfoss går ind i sag om dansk fabrik i Kina

Sagen om ulovlige fyringer på Ole Wolffs elektronikfabrik i Kina griber om sig. Firmaet er leverandør til Danfoss, der nu sætter en undersøgelse i gang for at se, om selskabets etiske krav er overtrådt.

- Hvis de anklager, der er fremme, er korrekte, er der tale om et brud på vores code of conduct. Ole Wolff er leverandør til Danfoss og er derfor gjort bekendt med vores retningslinjer, siger Ole Daugbjerg, kommunikationschef i Danfoss til Nyhedsbrevet 3F. (Photo: owolff.com)- Hvis de anklager, der er fremme, er korrekte, er der tale om et brud på vores code of conduct. Ole Wolff er leverandør til Danfoss og er derfor gjort bekendt med vores retningslinjer, siger Ole Daugbjerg, kommunikationschef i Danfoss til Nyhedsbrevet 3F. (Photo: owolff.com)

Danfoss vil nu undersøge den uroplagede danske virksomhed Ole Wolff, der beskyldes for at fyre og diskriminere fagligt aktive i Kina.

Ole Wolff leverer nemlig elektroniske komponenter til Danfoss og skal dermed opfylde en række etiske krav, blandt andet at respektere retten til at være i fagforening og afstå fra diskrimination.

Brud på etiske regler

Danfoss, der har Kina som sit andet hjemmemarked, har derfor sat en undersøgelse i gang af forholdene på Ole Wolff Electronics på baggrund afsløringerne i Nyhedsbrevet 3F.

- Hvis de anklager, der er fremme, er korrekte, er der tale om et brud på vores code of conduct. Ole Wolff er leverandør til Danfoss og er derfor gjort bekendt med vores retningslinjer. Men vi ønsker i første omgang selv at undersøge sagen. Derfor har vi sat en analyse i gang for at finde ud af, hvad der er fakta, siger Ole Daugbjerg, kommunikationschef i Danfoss til Nyhedsbrevet 3F.

Kan koste dyrt

Ole Daugbjerg regner med at undersøgelsen tager mindst en måned. Danfoss’ egne folk vil besøge fabrikken i Yantai i Kina og vil desuden sende uvildige auditører til stedet.

Ole Wolff Electrionics har endnu ikke rettet sig efter to enslydende afgørelser fra den lokale arbejdsret i Yantai og en regional domstol i distriktet Fushan om at genansætte seks fyrede arbejdere, der var med til at danne en fagforening på fabrikken. Samtidig beskylder fagforeningen fabrikken for at forhindre dens medlemmer i at få arbejdskontrakter.

Forseelsen kan risikere at koste virksomheden dyrt:

- Hvis der er tale om helt principielle brud på vores og Global Compacts principper, får det konsekvenser. Det er ikke til at forudse hvilke, men der har tidligere været sager med leverandører, som vi har bedt om at rette op på nogle ting, men som ikke gjorde det. De er ikke leverandører længere, siger Ole Daugbjerg.

Det er endnu usikkert, om det er fabrikken i Kina, der leverer produkter til Danfoss, eller om de kommer fra andre dele af Ole Wolff. Men under alle omstændigheder vil det være et brud på de etiske krav til leverandørerne, hvis Danfoss finder, at anklagerne er korrekte, oplyser Ole Daugbjerg.

Kravene til Danfoss’ underleverandører ligger i forlængelse af 10 grundlæggende principper for multinationale selskaber, FN-initiativet Global Compact, som Danfoss er medlem af.