Ufaglærte fyres fra Danfoss
Det er ufaglærte 3F’ere, der bliver ramt af Danfoss’ økonomiske opbremsning. 350 stillinger bliver nedlagt.
Danfoss skal nedlægge 350 stillinger. Mange af dem, der skal ud og finde et nyt job, er medlem af 3F. Efter fem gode år løber Danfoss nu ind i en økonomisk tørke, der får industrigiganten til at drosler ned for forventningerne til fremtiden.
Derfor varsler koncernchef Kim Fausing nu, at Danfoss vil nedlægge 350 stillinger i Danmark og et ukendt antal stillinger på koncernens fabrikker i udlandet.
- Det lader til at være en lavkonjunktur, der har bidt sig fast, og som kan blive langvarig, og det må vi beklageligvis tage bestik af, forklarer Kim Fausing.
De 350 nedlagte arbejdspladser skal findes gennem fyringer, naturlig afgang og stillinger, der ikke bliver genbesat, skriver Kim Fausing i en meddelelse.
Det er hovedsagligt ufaglærte 3F’ere i produktionen, der ryger i svinget, siger de ansattes fælles tillidsrepræsentant Gunnar Jensen.
- Det er en sort dag. Det er kun gået fremad de sidste fem år. Vi er slet ikke vant til sådan noget her, siger han.
Lover at hjælpe 3F’ere videre
Gunner Jensen håber, at hjælpepakken, der i morgen skal behandles i USA’s kongres, kan bremse den finansielle nedtur.
- Men lige nu gælder det om at afbøde de værste følger af det her. Vi skal have startet noget uddannelse af de folk, der mister deres job og hjælpe dem videre, siger Gunnar Jensen.
Danfoss lover, at de vil hjælpe med at sørge for, at de ufaglærte 3F’ere ikke ryger helt udenfor arbejdsmarkedet.
- Vi vil naturligvis gøre vores yderste for at hjælpe de medarbejdere, der bliver påvirket af disse reduktioner, med at finde ny beskæftigelse indenfor eller udenfor Danfoss, siger Kim Fausing.