OK07/ Billund-personale truer med strejke
Charterferie-glade danskere, der skal flyve fra Billund Lufthavn lørdag morgen, bliver muligvis forsinkede eller kommer slet ikke af sted.
For lufthavnspersonalet har varslet strejke lørdag morgen mellem klokken fem og ni. Et tidspunkt, der netop er myldretid for chartertrafikken.
Medarbejderne er tilsyneladende utilfredse med resultatet af overenskomstforhandlingerne og den måde, det blev opnået på, skriver Jyllands-Posten.
Lufthavnschef Jørgen Krab Jørgensen har aftalt at mødes med repræsentanter for de utilfredse medarbejdere fredag formiddag.
Dermed håber han at undgå en arbejdsnedlæggelse.
- Jeg har en klar forventning om, at vi får løst problemerne, og at de rejsende kan komme af sted som planlagt lørdag morgen. Det vil jo være urimeligt, at vores passagerer skal lide under, at vi måske ikke har forstået hinanden, siger Jørgen Krab Jørgensen.