Sådan finder du den gyldne økonomiske middelvej
Vind et økonomitjek: Bruger du bare løs af dine penge? Eller lever du på en sten? Så er du faldet i ”enten eller fælden”. Økonomiekspert Lisbeth Nebelong hjælper dig tilbage på sporet.
Det gælder om at finde balancen mellem fråds og nærighed, hvis du vil have en stabil økonomi uden bekymringer, lyder det fra økonomiekspert Lisbeth Nebelong. (Foto: Heidi Maxmiling) Hvad enten du er nærig eller ødsel, gælder det om at finde den gyldne middelvej. Det er den sundeste og den bedste.
Men først skal du finde ud af, hvordan du bruger dine penge og hvilke vaner, du har i forhold til penge.
- Mange gange har vi overtaget vores forældres måde at omgås penge på. Eller også er vi blevet direkte modsatte, siger økonomieksperten Lisbeth Nebelong, der har udgivet håndbogen "Sund økonomi – sådan".
Hvad gjorde dine forældre?
Derfor gælder det om at finde ud af, hvordan dine pengevaner er opstået. Brugte dine forældre alle deres penge med det samme, og er det derfor, du i dag bruger hele din løn i løbet at få dage? Eller er det netop derfor, du aldrig bruger penge?
Stil dig selv eller få din partner til at stille dig spørgsmål om, hvordan dine forældre brugte deres penge. Om I havde for få, eller om der altid var nok. Hvem der styrede økonomien? Om I talte om penge. Hvordan og hvornår. Fik du lommepenge? Fik du mange? Bedøm ikke, men beskriv, hvordan det var.
Kolonihavehus eller rejse
Når du har fundet ud af, hvor dine vaner stammer fra, skal du finde ud af, hvad dine drømme og ønsker er. Spørg dig selv om, hvad der er vigtigt i dit liv. Er det f.eks. at få et kolonihavehus, at rejse mere eller at få banket gælden af?
- Der er så megen skyld og skam forbundet med dårlig økonomi. Derfor gælder det om at få et overblik - eventuelt med hjælp fra en professionel. Men de fleste kan selv. Du går ind og ser på, hvad dit forbrug er. Gem for eksempel alle bonerne i en måned. På den måde kan du se, hvad du bruger penge på, og hvor du kan spare, siger Lisbeth Nebelong.
Planlæg
Det er utrolig så lidt, der skal til. Og mange bække små gir et stort beløb. Lader du for eksempel være med at købe den dyre madpakke og letmælken på tankstationen og i stedet planlægger indkøbene og står lidt tidligere op for at smøre madpakken, er der mange penge tjent på et år.
Så find ud af hvad du vil, og hvordan du gør det. For når du har styr på dine penge, kan du også slappe af.
- Jo færre penge du har, jo mere fokuseret bliver du også på penge. Du tænker for eksempel hele tiden på, hvordan du klarer huslejen. Eller på at købe den nye kjole. Ødselhed er jo også grådighed. Det er følelsen af, at jeg har da ret til og fortjener at få den nye fladskærm. Og har jeg ikke lige pengene, så får jeg bare et lån. Det er overfokus på penge, siger Lisbeth Nebelong.
Den gyldne middelvej
Det gælder om at finde den gyldne middelvej mellem nærighed og fråds.
- Penge må ikke være et mål i sig selv. Men et middel til at leve som du ønsker. Det gælder om at få så sund en økonomi, at du ikke behøver at bruge ret mange kræfter på den, siger økonomieksperten Lisbeth Nebelong.
Test dig selv: Hvor sund er din økonomi?
Test dig selv: Hvor sund er din økonomi?