Røget i luksusfælden? Sådan får du styr på økonomien
Økonomisk rådgiver i TV3s program Luksusfælden, Mette Reismann, giver dig gode råd til, hvordan du får en sund økonomi.
Er der konstant minus på kontoen - så kan det være en god ide at kigge udgiftsposterne igennem. Måske er der penge at spare på mobilabonnementet eller ved at droppe fast food. (Foto: Colourbox) Forbrugsfesten har skabt en forkælet nation. Så kontant lyder det fra jurist og økonom, Mette Reissmann, der også rådgiver danskere i økonomisk uføre i programmet Luksusfælden på TV3.
- Størstedelen af de folk, som jeg rådgiver, har simpelthen mistet det økonomiske overblik, og i stedet for at stoppe og se kigge sig selv i spejlet, så lader man stå til, fordi det er det nemmeste i en travl hverdag, forklarer Mette Reissmann og fortsætter:
- Økonomi er forbundet med følelser, og det at man ikke har styr på sin økonomi er et personligt nederlag, og derfor er det endnu sværere at starte forfra og gennemgå sit budget.
Dumt at leve over evne
Mette Reissmann mener, at forbrugsfesten, som efterhånden ligger nogle år tilbage, har været med til at få visse borgere til at leve over evne. Folk med ganske små indtægter kunne lige pludselig bruge friværdi på ferier og fladskærme.
- Men nu, hvor mange enten er blevet fyret eller er i fare for at blive det, så lever man bare videre med de dyre vaner, forklarer Mette Reissmann.
- Og børnene skal også have hver sin playstation på værelset med tilhørende fladskærm, og så er det klart, at pengene ikke rækker langt, fortsætter Mette Reissmann.
Hun understreger, at nærmest alle med fast ejendom og to faste indkomster kan få økonomisk luft ved at gennemgå deres budget.
Det handler om værdier
Et kendetegn ved moderne mennesker er i følge Mette Reissmann, at man gerne vil signalere over for venner, kollegaer og familien, at man har styr på tingene og dermed også kan give konen, manden og børnene Hawaidrømme og de nyeste computerspil. Men det er en misforstået godhed, som giver den dårlige økonomi.
- Desuden oplever jeg, at mange børn ikke har fået noget begreb om, at ting koster penge. Derfor tager de ting for givet og lærer ikke at spare op, forklarer Mette Reissmann.
- Men det er så vigtigt for mange, at man kan signalere, at man også er en del af forbrugsfesten, så man henne på arbejdet kan fortælle, at man lige har købt den nyeste dvd-afspiller eller har været ude at rejse, selv om der er minus på kontoen. Vi taler altså om voksne mennesker, der sætter fornuften på standby og lader lysten råde.
5 gode til at få styr på økonomien
Tjek dit budget- og vær ærlig. Jurist og økonom, Mette Reissmann, opstiller her fem skarpe til at få strammet økonomien op.
1: Lav en liste over udgifter
Lav en liste over samtlige udgiftsposter og vær kritisk. Nogle ting kan evt. sættes standby i nogle måneder som f.eks træning etc.
2: Se om du kan spare penge
Kig igen på posterne og se, om der er penge at spare på mobilabonnement og forsikringer osv.
3: Vær åben og ærlig
Vær ærlig omkring at I sparer. Det er der ingen, der dør af.
4: Spar lidt op
Læg til penge til side, så du har en økonomisk buffer. Hvis du bare lægger 50 kroner til side om ugen, kan du gange beløbet med 52 uger og se, hvad det bliver til om året.
5: Vær realistisk
Lær at tilpasse dig din økonomiske situation. Glem alt om fast food og ferier, hvis du ikke har råd. Det er der ingen, som dør af at leve skrabet i nogen tid.