Få styr på dine penge med et budget

Vind et økonomitjek: Med et budget finder du ud af, hvad du bruger dine penge til og hvor du kan spare. Læs her hvordan du lægger et budget og få kreative sparetips, der kan vende økonomien fra minus til plus.

Et budget over indtægter og udgifter er et skridt på vejen til at få styr på økonomien. Tjek også de faste udgifter og se om der er penge at spare. (Foto: Colourbox)Et budget over indtægter og udgifter er et skridt på vejen til at få styr på økonomien. Tjek også de faste udgifter og se om der er penge at spare. (Foto: Colourbox)

Drømmer du om at få styr på dit forbrug og spare på de faste udgifter, så du altid har penge, hvis cyklen bliver stjålet eller fladskærmen går i stykker?

Så skal du starte forfra. Start med at få et overblik over din økonomi med et budgetskema og tag et ansvar.

- Det gør du ved at lægge et budget. Du starter med at se på, hvad du tjener og hvilke andre indtægter du har. Derefter gør du op, hvad du har af faste udgifter om måneden, siger økonomieksperten Lisbeth Nebelong, der bl.a. har skrevet bogen "Sund økonomi – Sådan".

Hent et budgetskema. Klik her.

Hvad vil du have råd til?

Men allerførst skal du spørge dig selv om, hvad du drømmer om? Hvad vil du have råd til? Er dit mål f.eks. at blive gældfri, få en bedre bolig eller blot at rejse lidt mere?

Skal du nå dit mål, er det ikke nok, at du ser på din indtjening og dine udgifter her og nu. Du skal også se på, hvordan du vil have, at din økonomi skal være fremover.

- Det gælder om at være kreativ. Du har måske ikke mulighed for at få mere i løn. Men måske kan du leje et værelse ud. Eller du kan leje hele lejligheden ud i sommerperioden, mens du selv bor i kolonihavehuset, siger Lisbeth Nebelong.

Gå de faste udgifter efter i sømmene

Når det gælder de faste udgifter, går du hver enkel post igennem. For faste udgifter er kun faste udgifter, indtil du beslutter, at du vil ændre på dem. Det kan f.eks. være, at du ikke længere vil betale 9.000 kroner i husleje og derfor finder et billigere sted at bo.

Der er mange steder du kan spare. Og du kan spare meget. F.eks. kan du beslutte dig til at gøre noget ved udgifterne til vand, el og varme. Her kan spares rigtig meget. Du kan f.eks. spare mellem 25 til 30 procent ved at skifte alle pærer ud med sparepærer, huske at slukke lys og standbyfunktioner, slukke espressomaskiner og hænge tøjet til tørre frem for at bruge tørretumbleren.

Hold løbende øje med dit energiforbrug. Klik her.

- Du kan også spare ekstremt meget på varmeregningen. Jeg kender to par, der bor i huse, der er helt magen til hinanden. Det ene par bruger 12.000 kroner på varme, det andet par 32.000 kroner. Det sidste par tillader sig så også den luksus at have gulvvarme, siger Lisbeth Nebelong.

Spar penge på telefon og forsikring

Vær i det hele taget bevidst om, hvad du bruger. Tjek dine forsikringer på www.forsikringsluppen.dk og se, om der er penge at hente her.

Der er ofte også penge at spare på telefonregningen. Her kan du gå ind på www.telepristjek.dk eller www.it-borger.dk eller www.telepriser.dk og sammenligne priser.

Sørg desuden for at rydde ud i de dyre lån og brug ÅOP (de årlige omkostninger i procent), når du skal sammenligne lån. Drop de dyre forbrugslån og få et banklån. Hos www.mybanker.dk kan du finde de billigste banklån.

- Vender du hver post og tænker du kreativt, vil du ikke kunne undgå at ende med et budget, der står i plus, siger økonomiekspert Lisbeth Nebelong.