Sæt folket først
Bygningsarbejdere, pædagoger og stilladsarbejdere gav dansk bidrag til fælleseuropæisk aktionsdag. Over 350.000 krævede fokus på sociale og faglige rettigheder i hele Europa.
Både i Danmark og andre lande var 3F'ere på gaden for at kræve fokus på beskæftigelse og sociale tiltag under krisen. (Foto: Morten Bach) Man skal være ultraliberalist for ikke at kunne forstå, at det er absurd, at der går ledige håndværkere rundt, som får dagpenge – ganske vist kun beskedne – for ikke at lave noget, når man blot behøver at besøge en offentlig bygning for at forstå, at her er der noget at gå i gang med, som vi alle kan have nytte af.
Sådan sagde Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke i København, i forbindelse med en fælleseuropæisk aktionsdag under parolen ”Sæt folket først” i fredags.
Arbejdsløse københavnske bygningsarbejdere markerede dagen ved at opføre en symbolsk daginstitution, som siden blev taget i brug af pædagoger og børn fra København.
Anders Olesen og de deltagende arbejdsløse bygningsarbejdere havde gerne set en bredere aktion i Danmark, idet krisen også har ramt Danmark med arbejdsløshed til følge.
Samtidig er grænsen åbnet for fri jobvandring med mulighed for arbejdsgivere til at udnytte kriseramte arbejdere fra andre lande.
- Konsekvensen er en undergravning af vores faglige rettigheder og overenskomster. Den splittelse mellem danske og udenlandske kolleger må fagbevægelsen ikke acceptere. Derfor bakker vi op om den europæiske fagbevægelses krav om sikring af den faglige konfliktret og få ændret EU, så sociale og faglige rettigheder står over det indre marked, sagde Anders Olesen.
Frustrerede stilladsarbejdere
Også de københavnske stilladsarbejdere benyttede den europæiske aktionsdag til at udtrykke ”vrede og frustration over EU-lovgivningen og regeringens arbejdsmarkedspolitik”.
Ifølge sammenslutningen af europæiske faglige organisationer, ETUC, deltog der omkring 350.000 mennesker ved demonstrationer i fire hovedstæder, Bruxelles, Berlin, Prag og Madrid.
- Budskabet fra gaderne over hele Europa er, at der tages ambitiøse initiativer til at gøre noget ved den voksende ledighed, og arbejderne får mere indflydelse i bestyrelseslokalerne, siger ETUC's generalsekretær John Monks.
Slå to fluer med et smæk og brug de ledige hænder til at bygge og renovere offentlige bygninger, sagde ledige københavnske bygningsarbejdere ved fredagens aktion på Nytorv. Foto: Harry Nielsen.