Dansk bus til stor job-demonstration
EU's hovedstad Bruxelles er vant til lidt af hver. Men fredagens store demonstration for job var lidt ud over det sædvanlige med op mod 50.000 mennesker bag krav om indsats.
Job er vigtigere end banker. Denne og lignende meldinger kunne mellem 40.000 og 50.000 mennesker skrive under på, da der fredag var stor demonstration i Bruxelles. (FOTO: MORTEN BACH) Job er vigtigere end banker.
Denne og lignende meldinger kunne mellem 40.000 og 50.000 mennesker skrive under på, da der fredag var stor demonstration i Bruxelles.
42 af dem var 3F'ere fra Danmark. De var kommet i bus arrangeret af 3F's Transportgruppe.
- Der var en rigtig god stemning. Og vi fik lov at gå forrest med vores bannere i det op mod fire kilometer lange demonstrationstog, sagde Morten Bach, koordinator for de danske deltagere.
Indsats fra hele Europa
Det er fagforeninger fra hele Europa, der står bag demonstrationerne i en række storbyer fredag, lørdag og søndag.
Målet er først og fremmest fælles protest mod, at det er lønmodtagerne, der betaler prisen for den økonomiske krise. Og at vise politikerne, at de skal investere i job frem for i banker.
På den baggrund regner sammenslutningen af europæiske fagforeninger (ETUC) med at mellem 250.000 og 300.000 mennesker har været på gaden omkring weekenden. Først og fremmest i Madrid, Bruxelles, Prag og Berlin.
Allerede torsdag var der kæmpe demonstration i den spanske hovedstad Madrid.
Og Morten Bach oplyser, at den danske busfuld 3F'ere især har bemærket deltagere fra Spanien, Frankrig, Belgien og andre af de ”gamle” EU-lande i Bruxelles.