Fagforening giver pris til terrortiltalt tøjfirma
Det terrortiltalte tøjfirma Fighters + Lovers modtager i morgen en kulturpris fra 3F-afdeling. Et skulderklap til den internationale kamp, siger formand.
De syv tiltalte i sagen om tøjfirmaet Fighters + Lovers, heriblandt 3F'eren Preben Mikkelsen, modtager i morgen en kulturpris fra 3F BJMF i København. (Foto: Per Daugaard.) Det omstridte tøjfirma Fighters + Lovers får nu støtte fra uventet kant fire dage inden, der falder dom i terrorretssagen.
Det er 3F Bygge, Jord og Miljøarbejdernes (BJMF) fagforening i København, der fredag aften uddeler deres kultur- og solidaritetspris til de syv tiltalte fra Fighters + Lovers.
Tøjfirmaet Fighters + Lovers er tiltalt for at samle penge ind til støtte for oprørsgrupperne FARC i Colombia og PFLP i Palæstina, som begge står på EU's terrorliste. Det er justitsministeren selv, der har ønsket, at de skal tiltales for den nye terrorparagraf.
- Det her er vores måde at give et skulderklap til de her mennesker, siger Henrik Lippert, formand for 3F-afdelingen, der har 7.000 medlemmer.
De syv tiltalte, heriblandt 3F'eren Preben Mikkelsen, er anklaget for at støtte en radiostation i Colombia og et grafisk værksted i Palæstina.
- Det er vores pligt at støtte op om fagforeningsfolk, der kæmper, også selvom det er langt væk fra Danmark, siger Henrik Lippert.
Terrorlovgivning kan ramme faglige i DK
Men er det i orden at støtte grupper, som for eksempel tjener penge på salg af kokain?
- Det er også problematisk. Men i Colombia kæmper FARC mod en regering, der forfølger sin egen befolkning og står bag drab på fagforeningsfolk. Det er ligesom i Danmark under besættelsen. Da røvede modstandsbevægelsen også banker, selvom det havde været mere hensigtsmæssigt at stå med en raslebøsse. Men det kunne de ikke dengang, og det kan FARC heller ikke i dag, siger Henrik Lippert.
Kasserer Tom Bryde, også fra 3F BJMF, er bekymret for, at den danske terrorlovgivning er så stram, at faglige konflikter kan blive straffet som terrorisme.
- Politikerne siger, at loven ikke er møntet på fagbevægelsen. Men hvad sker der, hvis vi en dag får et nyt Folketing? Så vil de kunne straffe en faglig blokade som terrorisme, siger Tom Bryde.
Rockgruppen Magtens Korridorer modtager ligeledes prisen, der er på 10.000 kroner.