Uvished om terrorsigtelse

Politiet har endnu ikke taget stilling til, om 100 faglige skal sigtes for terrorstøtte. Det afventer sagen mod terrortiltalte fra Figthers+Lovers.

Ikke før der er faldet dom i landsretten mod tøjfirmaet Fighters+Lovers, kan 100 medlemmer af den faglige klub under Træ, Industri og Byg få at vide, om de sigtes for terrorstøtte. (Arkivfoto)Ikke før der er faldet dom i landsretten mod tøjfirmaet Fighters+Lovers, kan 100 medlemmer af den faglige klub under Træ, Industri og Byg få at vide, om de sigtes for terrorstøtte. (Arkivfoto)

Ingen af de 100 medlemmer af den faglige klub under Træ, Industri og Byg, der tidligere på året blev meldt til politiet for terrorstøtte, er endnu blevet sigtet.

Politiet afventer udfaldet af sagen mod de terrortiltalte bag tøjfirmaet Fighters+Lovers, der skal for Landsretten.

- Vi er stadig i overvejelsesstadiet og afventer resultatet af sagen mod de tiltalte fra Fighters+Lovers. Så det afhænger af, hvornår den sag bliver afgjort, lyder meldingen fra chefanklager i Københavns Politi, Carsten Egebjerg Christensen.

Byretten frifandt ellers kort før jul de tiltalte, 3F’eren Preben Mikkelsen og seks personer fra Fighters+Lovers, for støtte til terror. Men statsanklageren besluttede at anke sagen til Landsretten på grund af sagens principielle karakter.

Sendte 10.000 kroner til FARC

Det var en ”borger”, der anmeldte medlemmerne af den faglige klub til politiet for terrorstøtte. Det skete, efter klubben besluttede at sende 10.000 kroner til den colombianske oprørsgruppe, FARC.

- Vi mener, at FARC er en legitim frihedsbevægelse, som det er frit at støtte. Vores støtte af FARC markerer modstanden mod den udemokratiske regering i Colombia, fortæller talsmand for den faglige klub Viggo Toften-Jørgensen.

De 10.000 kroner var egentlig øremærket til den tidligere tillidsrepræsentant Raul Reyes, der efter dødstrusler sluttede sig til FARC. Reyes blev sammen med 20 andre fra FARC dræbt ved et colombiansk militærangreb i Ecuador i begyndelsen af marts.