DONG-leverandør frikendt for mord i Colombia

Amerikansk mineselskab er blevet frikendt for mord på tre fagligt aktive i Colombia. DONG afventer appel, før importen genoptages.

Paramilitære står bag mord på tusindvis af fagligt og politisk aktive i Colombia.Paramilitære står bag mord på tusindvis af fagligt og politisk aktive i Colombia.

Sidste år blev det afsløret, at DONG Energy købte kul fra mineselskabet Drummond, der står anklaget for mord på tre fagligt aktive i minen La Loma i Colombia.
De faglige ledere Valmore Locarno, Victor Orcasita og Gustavo Soler blev myrdet under en konflikt med Drummond i 2001.

DONG afbrød straks samarbejdet med det amerikanske selskab, indtil sagen var afgjort. Nu er Drummond blevet frikendt for anklagerne ved en retssag i Alabama, USA, anlagt af de myrdedes efterladte.

Alligevel vil de danske forbrugere ikke blive holdt varme af selskabets colombianske kul denne vinter. Menneskeretsadvokaten Terry Collingsworth, der repræsenterer ngo’en International Labor Rights Fund, har nemlig straks anket sagen. DONG afventer derfor den kommende appelsag.

DONG: Uskyldig indtil andet er bevist

- Vi anser Drummond for uskyldig, indtil andet er bevist, men har valgt ikke at indgå nye kontrakter, indtil der falder endelig dom. Vi har en god dialog med Drummond og har forklaret dem, hvilke etiske krav, vi stiller til vores leverandører, siger Louise Münter, pressechef i DONG Energy.

Hun understreger, at for DONG Energy er det grundlæggende at drive virksomhed på en ansvarlig måde. Først når Drummond endelig frifindes, vil DONG igen kunne indgå nye aftaler med selskabet.


Advarsel fra 3F

David Gibson, forhandlingssekretær i 3F, opfordrer DONG til fortsat at være på vagt, når det handler om Colombia.

- Colombia er ikke det optimale sted at købe kul på grund af de mange overgreb mod fagforeninger. Derfor bør DONG stille meget strenge krav, hvis de overvejer at genåbne importen. Selvom retssagen mod Drummond foregår i USA, stammer beviserne jo fra Colombia, der er en helt anden type retsstat end Danmark, siger David Gibson.

Frygt for konsekvenser i Colombia

International Labor Rights Fund har skarpt kritiseret retssagens gang. Ikke mindst har det stødt Terry Collingsworth, at dommeren nægtede at medtage tre colombianske vidneudsagn, der efter sigende skulle vise Drummonds forbindelse til mordene.

I Colombia frygter Stevenson Avila, formanden for energi-forbundet Sitramienergetica, at frikendelsen kan få negative konsekvenser for fagligt aktive.
- Vores største frygt lige nu er, at medlemmer af fagforeningen bliver nemme mordofre, siger Stevenson Avila.
Sidste år blev 78 fagligt aktive myrdet i Colombia.